Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DET NITTENDE
AARHUNDREDE
vige for Vokset, og fra Lysekroner og Armstager
kunde de talrige Vokslys fremkalde en Belysning,
som nogenlunde vilde kunne tilfredsstille selv vore
forvænte Øjne. — Gadebelysning var vei indført i de
fleste større Byer, men den var rigtignok yderst
tarvelig. Hele Paris var f. Eks. oplyst af seks å syv
tusind Lygter, medens der nu findes over 100,000
Gasblus foruden elektriske Buelamper, og saa maa
man endda erindre, at en af Datidens Lygter kun vilde
gøre en sørgelig Figur ved Siden af et moderne Gasblus.
At faa tændt Ild kunde ogsaa tit volde Kvaler;
ved Hjælp af et Stykke Staal og en Flintesten »med
god Ild i« frembragte man let en Gnist, og havde
man saa biot tørt Fyrsvamp eller Tønder, var det
ikke vanskeligt at faa det til at fænge, men naar
Tønderet var blevet fugtigt, kunde det drille slemt.
I Køkkenet nøjedes man hyppig med tørre Klude i
Stedet for Tønder. Først naar man havde faaet
Gnisten til at fænge, kunde man gøre Brug af
Svovlstikken, en lang Fyrrepind med Svovl paa Enden;
det glødende Fyrsvamp tændte Svovlet, som
forplantede Ilden til Træet, og nu var man endelig kommet
til det Punkt, vi naar biot ved at stryge en
Tændstik ; saa havde man endda den ubehagelige stikkende
Lugt af brændende Svovl i Tilgift. I Reglen søgte
man ogsaa at bruge Fyrtøjet saa lidt som muligt.
Ved at dække Gløderne i en af Kakkelovnene godt
med Aske om Aftenen, kunde man holde dem i Live
til næste Morgen. Den ene Kakkelovn tændtes saa
ved Gløder fra den anden; da der næsten overalt
brugtes Brænde, gik det temmelig nemt paa denne
Maade. Fra Kakkelovnen forplantedes Ilden atter
til Lvs og Piber ved Hjælp af lange sammenfoldede
Papirsstrimler — Fidibusser. Det er ikke mange
Aar siden Hylstre med Fidibusser endnu i
gammeldags Huse hørte til de Husflidsprodukter, hvormed
de opvoksende Døtre glædede Faderen paa hans
Fødselsdag.
Maaske vilde vi dog hurtigere kunne forsone os
med Tællelyset og Fyrtøjet end med alle de
Vanskeligheder, der stillede sig i Vejen for et let og uhindret
Samkvem med andre Mennesker. Selv i de største
Byer var ikke alene Sporvogne, men ogsaa
Omnibusser i vor Forstand ukendte; den mindre bemidlede
Del af Befolkningen, der ikke havde Raad til at leje
en Vogn — eller Bærestol — var altsaa henvist
til at gaa eller vade igennem Gaderne. Værre var
det imidlertid med de lange Rejser. Paa enkelte
Ruter, navnlig i England, kunde man vei komme
frem saa hurtigt, som man kunde forlange, naar
Befordringsmidlet var Heste og Vogn, idet Postvognen
skulde tilbagelægge en Mil i 3 Kvarter. Men det
var kun faa Steder, man havde saa travlt. I Reglen
gav de regelmæssige Personposter sig god Tid, og
selv om man havde Raad til at tage Ekstrapost, var
Vejenes Tilstand i Reglen saa tarvelig, at man
umulig kunde komme hurtig af Sted. Skulde man over
Vandet, var man fuldstændig afhængig af Vindens
Forgodtbefindende. De ’smaa gyngende Skuder,
ubekvemme skumplende Vogne og daarlige Kroer skulde
il:ke tjene til at forsone en med Rejsens
Langvarighed. Brevbefordringen var naturligvis ogsaa
langsom, men værre var det, at dens Kostbarhed
forhindrede en livlig Korrespondance med fjerntboende
Slægt og Venner, naar man var nødt. til at tage Hen-
syn til sin Pengepung; naar et Brev skulde passere
liere Lande, kunde man desuden kun frankere det
for et kortere Stykke, saa at man paaførte
Modtageren ikke ubetydelige Udgifter.
Alt dette og meget andet vilde snart give os en
levende Følelse af, hvilket uhyre Fremskridt i ydre
Kultur vort Aarhundrede betegner. Lad os
imidlertid gøre endnu et Spring tilbage i Tiden, ikke paa
100 Aar, men paa halvandet Aartusind, til den Tid,
da det romerske Riges Kultur stod paa sit
Højdepunkt. Vi maatte da paa ny give Afkald paa
adskilligt værdifuldt; mange Produkter, som i det 18.
Aarhundrede hentedes fra den ny Verden eller
frembragtes ved ny Fabrikationsnietoder, kendte Romerne
ikke. Men vi vilde til Gengæld glædes over og
beundre saadanne mægtige Kulturfrembringelser som
Roms Vandledninger og Kloaker, eller de fortræffelige
Veje, som gennemkryssede Romerriget, og det vilde
maaske falde os vanskeligt at afgøre, hvilken Kultur
vi skulde give Forrangen. I alt Fald vilde vi finde,
at de Fremskridt, Menneskeslægten havde gjort i
Retning af at tage Naturens Kræfter i sin Tjeneste
og overvinde dens Hindringer, havde haft ganske
anderledes iøjnefaldende Virkninger i det sidste
Aarhundrede end i det foregaaende halvandet
Aartu-sinde.
Men hvis vi i Stedet for at fæste Øjet paa de
færdige Resultater, betragter de Spirer til videre
Udvikling, som gemtes henholdsvis i Romerrigets og i
det 18. Aarhundredes Kultur, saa falder
Sammenligningen rigtignok ganske anderledes ud.
Havde end Romerne paa adskillige Omraader
udrettet Storværker, som vore Oldeforældre ikke
kunde vise Sidestykker til, saa sad til Gengæld det
18. Aarhundrede inde med en Rigdom af
Udviklingsmuligheder; det er deres Virkeliggørelse, der nu har
omskabt Verden. Frem for alt maa man lægge Mærke
til, at Romernes Storværker var udført ved Hjælp af
Slaver; kun i saare ringe Grad havde de forstaaet
at lade Naturkræfterne arbejde for dem. Det vil
altsaa sige, at de store Resultater var opnaaede ved
at et enkelt Folk havde sat Foden paa Nakken af
mange andre Folkeslag. Hertil kommer, at
Romerfolket var mærkværdigt fantasiløst; de kunde tage
op, hvad andre havde fundet paa og bringe det til
Fuldkommenhed under deres glimrende Organisation;
men paa virkelig originale Tanker var de saare
fattige. Da Riget gik til Grunde, skete der vei et uhyre
Tilbageskridt i Kultur, men de Rester, der blev
tilbage, spredtes til alle Europas Folk, og hvad der nu
byggedes op, hvilede derfor paa et langt bredere
Grundlag.
I Begyndelsen gik det rigtignok uhyre langsomt
fremad. Det første Aartusinde maa nærmest
betegnes som en Mørkets og Vildfarelsens Tid. I Stedet
for at læse i Naturens aabne Bog, søgte man
Kendskab om alle Ting i Bibelen, i Kirkefædrenes Skrifter
og hos Oldtidens Forfattere. De faa, der virkelig
gav sig af med den omgivende Natur, nemlig
Astronomerne og Kemikerne, eller, som de oftere kaldes,
Astrologerne og Alkemisterne, spildte det meste af
Arbejdet i en ørkesløs Stræben imod saadanne Maal,
som at læse et Menneskes Skæbne i Stjernerne og at
finde »de Vises Sten«, der skulde forvandle uædle
Metaller til Guld og helbrede alle Sygdomme.
171
88 124
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
