Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DET NITTENDE
AARHUNDREDE
Fanatisme, som forgæves havde søgt at komme i
Forbindelse med Napoleon paa Elba og endelig
havde taget en Plads som Sadelmager ved den
kongelige Staldetat for at være i Nærheden, dræbte om
Aftenen den 13. Februar 1820 Hertugen af Berry,
Carl af Artois’ yngste Søn og, paa Grund af at hans
ældre Broder var barnløs, den naturlige Arving til
Bourbonernes Trone. Mordet blev øjeblikkelig taget
Lil Indtægt af de yderliggaaende Royalister; det var
Decazes’ frisindede Anskuelser, der havde fremkaldt
den Stemning, hvoraf Mordet udgik, ja man gik
endog saa vidt at paastaa, at Decazes selv stod bag
ved Mordet. De Liberales Sag var tabt, og Decazes
maatte gaa af. Efter en kort Overgangsperiode tog
Greven af Artois Styret; Reaktionen havde nu hele
Magten og støttede sig navnlig paa Gejstligheden.
Dermed var i Virkeligheden Bourbonernes Skæbne
afgjort. Franskmændene vilde under en klog og for-
Fig. 74. Ludvig XVIII af Frankrig.
standig Leder som Grev Decazes’ have kunnet glemme,
at Bourbonerne var kommet tilbage ved fremmede
Troppers Hjælp, men de kunde umulig i Længden
linde sig i at blive regeret af le Parti prelre
(Præsteskabet). Alle de dyrekøbte Erfaringer, som Folket
sad inde med, alle de Ønsker, der næredes om at
beholde og nyde de Goder, som Forfatningen af 1814
tilstedede, og al den gode Vilje til at nøjes dermed,
som var til Stede i mange Krese, blev letsindig sat
paa Spil igen af Greven af Artois, hvis Navn paa en
saa sørgelig Maade var forbundet med Revolutionens
Aarsager og med Marie Antoinettes og Ludvig XVI’s
Skæbne.
Netop som det gamle Regimente syntes genopstaaet
af sin Grav, kom Budskabet til Frankrig om
Napoleons Død. Alle Minder om den store Tid, da
Frankrig var Europas Herre, vaktes paa ny. Nutiden
taalte ingen Sammenligning med den, og Imperatoren
paa sin Klippe-Sarkofag i Verdenshavet blev en Halv-
l«.»f>
gud i Folkets Øjne i Sammenligning med dets
nuværende Hersker og hans Slægt.
I Oktober 1822 samledes »de tre nordiske
Monarker« (Ruslands, Østerrigs og Prøjssens) paa
Kongressen i Verona for at overveje, hvorledes de bedst
kunde sætte en Stopper for Spaniernes Frihedslystcr.
Man enedes snart om en fælles Optræden imod
Oprørerne, og med den da herskende Reaktion i
Frankrig gik den ultra-royalistiske Regering med til denne
som til et Korstog imod de Vantro. England vilde
stadig ikke være med, men i Frankrig samledes en
Hær paa omtrent 100,000 Mand paa Grænserne. I
Kammeret tordnede de Liberale under Royer-Collard
imod »at gøre Slavetjeneste hos Prøjssere og Kosakker«.
Men det yderliggaaende Parti var for stærkt; paa
meget vilkaarlig og uregelmæssig Maade blev der
bevilget 100 Millioner til Krigen, og Hertugen af
An-gouléme Broder til den myrdede Hertug af Berry,
blev sat i Spidsen for Hæren.
I April 1823 rykkede Franskmændene ind over
Grænsen, og Spanien udstedte Krigserklæring. Men
den sejge Modstand, som det spanske Folk havde
vist over for Napoleons Krigere, og som det liberale
Parti havde haabet og stolet paa, viste sig intet Steds
nu. Gejstligheden stod paa de indtrængende
Franskmænds Side imod de Liberale og med den Folkets
store Mængde. Hertugen af Angouléme — der
ligesom Ludvig XVIII ønskede at skaane Spanien for
Royalisternes og Præsternes Hævn — rykkede frem
fra By til By og slod til sidst foran Cadiz, som de
Liberales Hovedstyrke havde besat, og hvorhen de
havde ført Kong Ferdinand, hvis Hjerte imidlertid
var uden for Byens Porte hos Belejrerne. Modstanden
mod Kongens Venner var kuet over alt i Landet
undtagen i Cadiz mod Syd, i Alicante og Kartagena
og i Barcelona mod Nord, hvor General Mina med
Held kæmpede for Frihedens Sag. Efter 3
Maaneders Belejring maatte Byen overgive sig. Cortes
havde forinden opløst sig og sendt Kongen ud til
den franske Lejr, efter at han havde udstedt
fuldstændig og almindelig Amnesti. »Ingen behøver al
frygte noget af mig!« udbrød han. Men i den
franske Lejr begyndte han straks med at tage alle
Indrømmelser og Løfter tilbage og berede sig til at
tage Hævn. Biego, den ene af Hovedmændene for
Bejsningen i 1820, blev paa haanlig Vis ført til
Skafottet og kvalt paa god gammel spansk Manér, og
ved et kongeligt Dekret af 9. Oktober 1824 skatlede
Kongen, hans Hjælpere og Hjælperes Hjælpere sig
Lovmedhold til at hænge og kvæle, hvem de lystede.
Thi Maskerne i dette Net var saa smaa, at
bogstavelig ingen kunde undslippe. Hertugen af
Angouléme, der var bleven oprørt over Kong Ferdinands
Troløshed, hjalp saa mange af hans Ofre til Flugt
som muligt. Endog Ruslands, Øslerrigs og Prøjssens
Gesandter søgte at tvinge ham til at give en ringe
Del af den Amnesti, han havde lovet Men Kong
Ferdinand, hans endnu mere fanatiske Broder, Don
Carlos, og hans gejstlige Raadgivere var for meget i
Slægtskab med Landets raa og uvidende Pøbel, og
et fuldstændigt Rædselslierredømme blev indført.
»Unge Mænd blev skudt, fordi de var Frimurere,
Kvinder blev sendt i Fængsel for den Forbrydelse
at eje et Billede af Riego.«
Hertugen af Angouléme skyndte sig at komme
196
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
