Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
VORE BEDSTEFORÆLDRES TID
før det brød løs i Paris, var Spændingen saa stærk
imellem Belgierne og deres Regering, at der kun
behøvedes et ydre Stød for at frembringe en Revolution.
Rygtet om Begivenhederne i Paris naaede Bryssel
den 25. Juli, og om Aftenen, efter Opførelsen af
»Den Stumme i Portici« med Fremstillingen af
Mas-saniellos Opstand, brød Oprøret løs og forplantede sig
^/føiui&aM&vnctJcU&tfølS JuÆt.
Fig. 81. Karl X som Nøddeknækker. Satirisk Billede fra 1830.
Med Lyseslukkeren (Forordningerne) vil han puste Revolutionens
Bomber ud, og paa Barnegeværet læses St. Barthelemy til Minde
om det religiøse Blodbad 1572.
hurtigt til alle Byer i de sydlige Provinser. Kongen
sammenkaldte Stænderne for at dæmpe Stormen, men
Synet af hollandske Tropper i Bryssels Gader og
franske Agenters Virksomhed umuliggjorde ethvert
Forsøg paa en fredelig Løsning. Det kom til blodige
Kampe i Bryssels Gader og Omegn; Hollænderne
maatte vige, og Belgien erklærede sig uafhængigt
den 4. Oktober. Den 27. Oktober begyndte den
hollandske General de Chassée et lige saa unyttigt
som barbarisk Bombardement af Antwerpen og drev
derved Hadet mellem de to Folk op til en saadan
Højde, at det var umuligt at tilvejebringe Forsoning.
Stormagterne greb nu ind og anerkendte i December
1830 Belgiens Uafhængighed, samt fastsatte dets
Grænser og erklærede det neutralt. Det kneb med
at finde en Konge, meü endelig faldt Valget paa
Prins Leopold af Sachsen-Koburg, der havde afslaaet
den græske Krone, men som nu modtog den
belgiske. De Betingelser, han opstillede med
Stormagternes Billigelse, vilde Kong Vilhelm II af
Holland imidlertid ikke gaa ind paa; det blev atter til
Krig, en hollandsk Hær trængte ind i Belgien, en
engelsk Flaade blokerede Hollands Kyster, og først i
1833, efter at en fransk Hær havde tvunget det tappert
forsvarede Antwerpens Kastel til Overgivelse, blev der
213
indgaaet Forlig. Grænsespørgsmaal og navnlig
Forholdet til Luxembourg voldte dog stedse Vanskeligheder, og
først i 1839 blev Freden sluttet mellem de to Stater.
Belgiernes sejrrige Rejsning, der væltede et paa
Wienerkongressen indrettet Kongedømme over Ende,
vakte stor Opmærksomhed i Europa. Man maatte
være blind for ikke at se, at den var en umiddelbar
Følge af Revolutionen i Paris. Hvad der, paa et
vist Tidspunkt af Bevægelsen, endnu inden Belgien
blev et Kongedømme, mest foruroligede Europas
Herskere, var Frygten for, at Frankrig skulde ville
tilegne sig det Land, som det havde ejet med
Erobringens Ret fra 1792—1814, og begynde paa sine
gamle Kunster paa ny. Men Louis Philippe var, i
Modsætning til et stort, krigslystent Parti i Frankrig,
stemt for Fred og forstod, at Fred var en Livssag
for Landet. Han sendte den gamle Talleyrand —
der stadig havde svømmet ovenpaa under alle
Skibbrud og Storme — til England, og det lykkedes
ham ved sin snilde Behændighed at faa oprettet en
venskabelig Forstaaelse med England paa Grundlag
af Ikke-Indblandingsprincipet.
Dette var den ligefremme Modsætning til den
hellige Alliance, som først havde naaet sin fulde Magt
paa Indblandingsprincipet. Og Rusland var rasende.
Kejser Nicolaus havde i 1825 afløst sin Fader og
havde straks ved sin Tronbestigelse staaet lige over
for en Militær-Sammensværgelse*), ved hvilken han
ikke — ifølge nyere Forskninger — viste slet saa
megen Energi og Majestæt, som man tidligere har
pyntet ham med, og som han virkelig senere besad.
Han havde betragtet Grækerne som Oprørere mod
deres lovlige Hersker og var ikke tilbøjelig til at betragte
Belgierne som andet. Og saa disse Franskmænd,
som havde jaget lians Venner, Bourbonerne, bort!
Nej, nu maatte der nok tages fat igen paa dette
revolutionære Pak.
Og Kejser Nicolaus vilde sikkert have taget fat
igen, om ikke England havde staaet Side om Side
Fig. 82. Adolphe Thiers som ung Bladredaktør.
med Frankrig, og om han ikke havde faaet nok at
gøre hjemme hos sig selv, da Gnisten fra Paris paa
en Gang ståk Ild i hans eget Hus.
*) Man havde ved denne Sammensværgelse faaet de russiske
menige Soldater til at agere med, uden at de havde nogen
Anelse om, at de var Deltagere i et Oprør, og givet dem
Ordre til ved en bestemt Lejlighed at raabe: »Konstitution!
Konstitution! Konstitution!« idet man havde bildt dem ind,
at det var Navnet paa den nye Zars Gemalinde.
238
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
