Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
VORE
BEDSTEFORÆLDRES TID
Disse Landsdele havde endnu til 1812 bevaret en
stor Del af deres oprindelige Uafhængighed og
Selvstyre. Men alt, hvad der fandtes af provinsielle
Forrettigheder, var bleven sat ud af Kraft ved den
frie Forfatnings Indførelse, og derfor hadede
Baskerne, Spaniens dygtigste, mest oplyste Folk, den
frie Forfatning af ganske Hjerte. Don Carlos derimod,
som vilde opretholde den gamle Tingenes Tilstand, var
netop en Mand for dem, og straks efter Kong
Ferdinands Død blev han udraabt til Konge.
Han vilde imidlertid snart have maattet bukke
under, ganske blottet for militær og politisk
Dygtighed, som han var, hvis ikke han i Carlisternes
Anfører, Zumalacarregui, havde haft en Soldat, der
forstod at føre Krig, som den skulde føres i disse
Egne. Gang paa Gang slog han Regeringstropperne.
Overalt spredte han Skræk foran sig ved den
koldblodige Grusomhed, hvormed han
gik frem. I 1835
døde han af et
Saar; den dygtige
Cabrera indtog
hans Plads, og
medens
Regeringen og de
politiske Partier
skændtes i Madrid og
indførte den
gamle Forfatning af
1812 paa ny, slog
Cabrera stadig
Dronningens
Generaler og gjorde
sig i 1837 rede
til at gaa imod
Hovedstaden.
Først nu fandt
Dronning
Christina i Espartero
en dygtig Soldat,
som slog
Carli-sterne, saa Toget
mod Madrid
maatte opgiVes.
Espartero førte
derpaa Krigen ind
i de baskiske
Provinser, som han lagde næsten øde ved sine
Hærgninger. Men det var ikke saa underligt, at han
havde Fremgang. Thi han havde ladet den hellige
Jomfru udnævne til Generalissima for sin Hær. Større
og større Afdelinger af Carlisterne gik over til ham,
og næsten blottet for Tropper maatte Don Carlos i
September 1839 flygte ind i Frankrig.
Men da Rorgerkrigen var forbi, viste det sig, at
Dronning Christina ikke formaaede at styre Landet.
Hun blev — særlig paa Grund af de mange
Skandaler i hendes private Liv — nødt til at nedlægge
Regentskabet. Nu blev Espartero Regent og holdt
sig i et Par Aar, indtil han blev jaget i
Landflygtighed. I Mangel af fremragende Mænd satte man nu
den fjortenaarige Isabella paa Tronen.
Enkedronningen vendte tilbage og det lykkedes at danne et
klogt og levedygtigt Kabinet under Hertugen af Nar-
233
Die g ut o Presse.
Süsne ~heflige Censur.
J.ass uns gehn auf deinrr S pur,
Leile uns an deiner Hand
ilndern gläch, am -GäniJelbanil
Fig. 88. Tysk satirisk Tegning fra Fyrrerne over Censuren, som forfulgte de
frisindede Blade. Overskrift: >Den gode Presse«. Verset forneden: »Søde, hellige
Censur, lad os gaa i dine Spor. Led du os kun ved din Haand, Børn lig, i
Lede-baand*. Foran gaar den blinde Muldvarp, bærende Tilbagegangens Fanemærke
(Krebsen). Derefter følger Censor, hvis Hoved er en Saks ined to vogtende Øjne.
I den ene Haand holder han en Pen, i den anden et Ris, medens han fører
Bladredaktørerne som Smaadrenge bagved sig i et Baand. Toget slutter med et Faar,
klædt ud som Lakaj, med Paraply og Skødehund.
vaez, som for en Tid genoprettede Ro og Orden i
Landet.
I Frankrig, Revolutionens Hjemsted, var
Virkningen af Julibevægelsen naturligvis stærkest. Den
jakobinske Drøm om Frankrig som Nationernes
Befrier var endnu levende hos den Del af det franske
Folk, som i det hele havde aandelige Interesser; for
dem stod det som et sort Forræderi af Louis
Philippe, at han havde ladet Polakkerne og Italienerne
i Stikken, ja, ikke rørt en Haand for at hjælpe dem.
Den fredelige Politik, som Regeringen, til Landets
Lykke, førte, blev anset som Tegn paa Frygt. Folket
begyndte at forstaa, at det ikke havde vundet
synderligt ved Julirevolutionen, og det Parti, som vandt
herved, var Republikanernes. Men disse var ikke
Regeringens eneste Fjender. Legitimisterne, Resterne af
Carl af Artois’
Parti, lod først
høre fra sig.
Hertuginden af Berri
var, som Moder
til Henrik V,
meget yndet af
Bourbonernes Tilhængere, som under
Julirevolutionen
havde beundret
hendes dristige
Planer til at
dæmpe Oprøret. Hun
opholdt sig hos
den fordrevne
Konge i England
og fik under
Land-Ilj’gtighedens Kedsomhed den
Tanke at tage til
Frankrig og rejse
den hvide Fane
for sin Søn. Carl
X gav hende
Titel af Regentinde,
og i April 1832
landede hun i
Marseilles. Men
her fandt hun
ingen Jordbund
for sine Planer og drog forklædt til Vendée, der
i den almindelige Opfattelse stod som Royalisternes
faste Borg. Hun udstedte et Opraab til Befolkningen,
men det var kun faa, der flokkedes om hende, og
Regeringens Tropper fik snart Bugt med de legitimistiske
Bander. Hertuginden maatte flygte, men hendes
Skjulested blev forraadt, og i Stedet for den dristige,
forvovne unge Moder, der kæmpede som en Løvinde
for sit Barns Ret, som det franske Folk havde ventet
at se og, paa Forhaand, havde Sympati for, viste
der sig en frugtsommelig, gift Kone. Hertuginden var
i al Hemmelighed bleven til en italiensk Grevinde,
som fødte en lille Pige i Fængslet. Hele Sagen
druknede i Latter, og Legitimisternes mest frygtede
Anfører var bleven gjort uskadelig.
Alvorligere var de Uroligheder, som blev fremkaldt
i Paris 1832 af den stigende Misfornøjelse med Juli-
£Zf>ti;iu>n. i ItuJxi
226
18
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
