Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vore bedsteforældre
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
707
»0g nu, Rahbek — Rahbek frem!« lød det
fra flere.
»Hvor er Ven Rahbek dog i Aften?
Han stikker for dybt i Druesaften!«
begyndte Arne German at synge. Endelig viste
Rahbek sig med sit godmodige, koselige ansigt og
sit struttende, røde håar, der har givet vor Pram
anledning til den vittighed, at han ligner en an
tændt fakkel. »Det er ingen let sag«, begyndte
han med sin løierlige fistelstemme, »for en dansk
bøg at staa lige paa sine ben, paa denne jord
skjælvets aften, hvor alle disse norske klipper
bæve og true med at vælte sig over en, og derfor
er det nødvendigt at fugte jorden tilstrækkelig
omkring rødderne, at de kan faa kraft til at staa,
skjønt I ved jo, det ellers ikke er min maade«.
Hermed tømte han sit glas og rakte det frem for
at faa det fyldt paa nyt. »Det var det jeg vilde
sige, mine venner, at vi lever dog i en herlig tid.
Livet er dog skjønt, at vi faar lov saaledes til at
sidde i en broderlig kreds, norske og danske, og
udøse vore hjerter for hverandre og føle venskabets
ømme baand omslynge vore sjæle, og store tanker
at løfte os. Held os, lænkerne er affaldne, fri
hedens rensende vind har blæst ind over vore aan
delig tørre egne der fra det store Frankrige, lig
hedens varme sol har optøet vore hjerter, saa vi
skuer mennesket under den mest pjaltede kjortel,
og broderskabets hulde tanke har ladet os række
haanden ned til de smaa og arme for at løfte dem
op til os. Ja, jeg istemmer af fuldt hjerte med
vor herlige P. A. Heiberg« —og nu sang han uden
spor af stemme, omtrent som man synger et væg
tervers — :
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
