Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vore bedsteforældre
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1005
med den første solstraale gjennem hendes kammer
vindu. Hun gik omkring med et aandsfraværende,
evig drømmende smil. Man veg til side for hende
for ikke at forstyrre hende. Han elskede hende!
Hvem kunde maale al den salighed, denne tanke
rammede ! hvem kunde ane den guddommelige
følelse, som gjennemstrømmede hende, naar han
trykkede hende til sit bryst og kyssede hende.
Alt, hvad bøgerne sagde, blev mat mod denne
virkelighed. Hun lukkede øinene, hun ønskede,
hun kunde dø saaledes, knuget til hans bryst, hun
ønskede, hun kunde flyve saaledes med ham gjennem
himlen. Og at denne lykke skulde falde paa
hende ! hende, som — — tys, der var ingen, som
vidste hendes herkomst, hun kaldtes jo de Seigneuls
datter — skulde arve ham —• hans navn — og
saa skulde grevekronen funkle over den übekjendte,
og hendes mands navn lægge sig som en blød,
varm kaabe om hende. Men havde hun ret til at
dølge denne hemmelighed? dølge noget for ham,
som saa helt ud stolede paa hende? Dette var
det eneste, som nagede hende og forstyrrede glæden.
Saa oprandt da endelig troiovelsesdagen. Det
var en graa, uhyggelig dag; men ud paa efter
middagen fordeltes skyerne, og blaa striber stjal
sig frem hist og her. Deodata og polakken sad
sammen i moslysthuset. Hun havde lænet den ene
skulder og kind mod hans bryst og sad og saa ud
i luften. Han havde slynget armen om hende og
saa nedover hendes slanke, smidige skikkelse med
et velbehageligt smil. De tunge, graa skyer seilede
forbi dem paa den blaa himmelgrund. Ingen af
dem talte noget. Saa brød endelig polakken taus
heden. »Du er saa stille idag, Deodata? « hviskede
han.
»Det er, fordi jeg er saa lykkelig. Nei
Kristofer Janson: Vore bedsteforssldre. 23
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
