Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vore bedsteforældre
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1007
»Du har et andet ansigt, Ladislaus«, raabte
Deodata heftig og gjemte sine øine ved hans bryst.
»Du forskyder mig vel ikke? Den dag, du for
skyder mig, dør jeg, Ladislaus«.
Polakken strøg hende beroligende ned over
haaret og søgte at finde frem nogle vakre tale
maader.
Deodata havde lagt sig som før med de rød
grædte øine ud mod den uveirsspaaende himmel
og de drivende skyer. Polakken strøg hende frem
deles nedover haaret.
»Tror du, man kan dø af kjærlighed, Ladis
laus?« sagde Deodata stille. »Jeg har læst om
det i bøgerne, men jeg har ikke troet det. Nu
føler jeg, det er sandt«.
»Forunderlige barn«, svarede polakken, »tænker
du idag paa døden, da vi skal feire livets fest«.
»Tilgiv mig«, svarede Deodata, »men jeg er
som saa angst, jeg ved ikke hvorfor«.
Medens dette foregik nede i moslysthuset, stod
Henrik og madam Auen i kjøkkenet og diskuterede
ægteskabets berettigelse. »Jeg vilde nu først, at
en ægteskabskontrakt skulde ikke være evig«, sagde
Henrik, »men gjøres paa visse aar, saa at, naar
manden ikke var fornøiet med sin kone, kunde
han slutte en ny kontrakt med en anden, men
skulde være forbunden ligesom med husleie at sige
hende op et fjerdingaar før faredag, som skulde
være ved paaske eller Michælis tider« 133).
»Aa ja, det er ligt deg aa ha alting paa det
løse«, sagde madam Auen. »Men der ringer de
Seigneul, nu faar du anet aa gjorre end aa staa
her og vaase«.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
