Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Desuden, Jacob von Tyboe er kun et halvt
morsomt Stykke. Lystigheden kulminerer allerede
i anden Akt. Naar man har set den store Scene
mellem Storpraleren og Snyltegæsten — en Scene,
der har moret alle Folkeslag Aarhundreder igennem
paa alle Sprog fra Indien til Danmark — saa
føles Resten langsommelig. Der krævedes i hvert
Fald et raskere og livfuldere Spil end det kgl.
Teater i adskillige Roller evner.
Alligevel er der som bekendt meget Udmærket
at se i Jacob v. Tyboe. Forrest staar selvfølgeligt
Hr. Olaf Poulsens geniale Oldfux. Rollen er vel
i og for sig komisk, men den vokser under
Poulsens Hænder til det Sublime. Og dog er ikke
den Vittighed, hvormed Poulsen forstaar og
betoner Replikerne, det Bedste i hans Fremstilling.
Nej, hans Ævne til at give Mennesket i Oldfux,
til at vise os en veritabel Snyltegæst, en sveden
og halvsjofel Dagtyv, hvis Kløgt løskøber hans
Lumpenhed — Ævnen til at levendegøre den
klassiske Type er det, som gør Poulsen til en
fremragende Kunstner. En eneste Indvending kan der
rettes mod Spillet: denne Oldfux giver lidt for
tydeligt Besked til Publikum om, at han har Tyboe
til Bedste. Vi læser tilstrækkeligt Mandens
Skalkagtighed ud af den fordægtige Mine, hvormed
han med det ene sammenknebne Øje betragter
Tyboe — vi behøver ikke det satiriske Smil,
hvormed han kigger ud til Publikum, idet han vender
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
