Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Hultmann, naar han udførte sine bedste Roller, og
det hændte mere end én Gang ham — og dette
skal en Skuespiller eftertragte — at han
uimodsigeligt var den ypperste af de Spillende.
Saaledes i Genboerne. Skønt Stykket i Phisters,
Mantzius’ og Fru Sødrings Dage gik over Scenen
med en Lystighed og en Kraft, hvoraf vor Scene
nu kun ejer henblegede Minder, stod Hultmann
alligevel som den ranke Støtte, der blev
Midtbæreren i Skuespillet. Netop som Klint skulde
staa. Medens man kunde rette Indvendinger
mod de Andres Spil, hvor glimrende det end
var — kunde bebrejde Mantzius noget Overdrevent,
Phister en vis Kulde, Adolf Rosenkilde en
fremtrædende Mangel paa Karakteristik, saa kunde
man umuligt tænke sig en fuldkomnere Klint end
Hultmann: han talte og sang nøjagtigt, som
Hostrup vilde, og Rollen tillod. Og han var end
ikke selv Student.
Han blev ved at holde sig ung paa Scenen,
saalænge han optraadte. I sine sidste Teateraar
overtog han enkelte ældre Roller og skilte sig
nydeligt fra disse, han blev en ædel Fader med
chevaleresk Værdighed. Men han følte sig syg.
Han stod fortvivlet i Kulissen, krympede sig
nedbrudt og hjærtebeklemt, lige inden han skulde
træde elegant eller lystig ind for Publikum. Da
En Skavank gik første Gang i 1867 udførte den
da 47-aarige Hultmann den ganske unge
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
