Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
beredelse. Her kan nævnes, at den berømte
Harlequin i De Usynlige netop spilles paa de
pludselige Omskiftelser fra Romantik til Realisme
i den lystne Zigøjners Sind, medens Henrik i
Maskarade mislykkes — naar man fordrer
Førsterangskunst — fordi denne Tjener er den tørre
Forstands vittige Kritiker. Man vil huske den
Replik i En Skandale, hvormed Etatsraaden
pludseligt hensank fra en Moralprædiken til en
Lovprisning af den gode Rødvins Fortrin, og
ligeledes erindre Scenen i sidste Akt af Peter Plus,
hvor Poulsen som Benedict næsten brutalt slukkede
Helgenglorien om den højtidelige Peter. Man vil
ogsaa have lagt Mærke til, at Poulsens Indtrædelser
næsten altid er fortrinlige, selv hvor han
ikke formaar at følge Personen helt igennem alle
Scener.
Olaf Poulsens voldsomme Humør egnede sig
da ikke til Begynderens beskedne Fremtræden.
Karakteristisk nok var den Rolle, hvori han lagde
størst Ævne for Dagen, ikke nogen stor Holbergsk
Rolle af dem, hvori Phister trænerede ham de
første Aar, men den stilfærdige, næsten stumme,
Svend Lars i Genboerne fra Sæsonen 1868—69.
Han kom ind usigeligt pudsig, haandværksmæssigt
reel og sløv i Holdning og Manerer, saa’ sig om
og sejrede. Poulsen har ingensinde i v. Buddinges
altfor naive Løjer naaet den Fulkommenhed,
hvormed han opfattede denne Birolle.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
