Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Indledning - I. De tre almindelige Bekjendelser - 2. Den nicænske Bekjendelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Den niccenste Vetjendelsc 11
fik Navnet den niccenste Betjendelse eller det niccenste Symbol, lyder, som
folger:
„Vi tro paa een Gud, den almægtige Fader, alt det Synliges og
Usynliges Skaber.
Og paa een Herre, lefus Chriftus, Guds Son, fsdt af Faderen som
deil Enbaarne, det er af Faderens Boesen, Gud af Gud, Lys af Lys, fund
Gud af fund Gud, fsdt. ikke skabt, af samme Valsen med Faderen ; ved hvem
Alt er skabt, baade det i,Himmelen og paa Jorden; som for os Mennesker og
til vor Frelse nedsteg og blev Kjsd og blev Menueske; som led og opstod Paa
den tredje Dag og opfor til Himmels og skal tomme igjen for at domme
Levende og Dsdc.
Og paa den Hellig-Aand.
Men dem, fom fige, at der gaves en Tid, da Guds Ssn ikke var, og
at hau ikke var til, forend han blev fodt, og at han blev til af Intet,
eller fom fige, at han er af et andet Vcesen (end Faderen), eller at han er
skabt, eller at han kan forvandles, eller at han er foranderlig, dem forkaster
den almindelige Kirke".
Denne Bekjendelfe kunde dog ikke straks trcengc igjennem i Kirken, og
der fortes i Særdeleshed i den osterlandste Kirke langvarige og heftige Kampe
angaaeude Christi Guddom. Omsider sejrede dog de, som forsvarede Christi
Vcesens-Enhed med Faderen eller hans sande Gnddom, de Nettroende eller,
som de ogsaa kaldes, Niccenerne, og den niccenste Bekjendclsc blev stadfæstet
paa en ny, anden Kirkeforsamling, som under Kejser Thcodosius den Fsrstes
eller Stores Regjering i Aaret 381 blev holdt i Konstantinopel, og som er
den anden almindelige Kirkeforfamling, ihvorvel den kun bestod af (150) oster
landste Nistoper. Man var dog her ikke fornsjet med blot at gjentage, hvad
man havde vedtaget i Niccea. Under Kampen vare nemlig ogfaa nogle
andre Vildfarelser fremtraadte. En Bistop af Konstantinopel, Macedonius,
og Andre havde faaledes lcert, at den Hellig-Aand ikke var af famme Vcefeu
som Faderen og Sonncn, altfaa ikke sand Gud, meu eu Skabning, en Skab
ning af Ssnnen. En Biskop af Laodicca i Lilleasien, Apollinaris, og hans
Tilhængere havde negtet, at Christns havde en fuld og sand menneskelig
Natur. Endelig havde en Biskop af Ancyra i Galatien, Marcellus, paa
staaet, at Christi Rige engang vilde faa Ende. Ogfaa ligeoverfor disse
Vildfarelser troede man at maatte bekjende den sande, rette Tro. Man til
fojede derfor til den niccenste Betjendelse nogle hertil sigtende Tilsætninger,
nemlig: „(Og paa den Hellig-Aand), som er Herre og gjor levende,
som udgaar fra Faderen, som tilbedes og ceres tilligemed Fa
deren og Sonnen, som har talt gjennem Profeterne"; fremdeles:
„(fom blev Kjod) af den Hellig-Aand og Jomfru Maria"; eudelig:
„paa hvis (Christi) Rige der ej skal vcere Ende", og desforuden
ogsaa endnn de Led, som i den tredje Artikel folge paa Leddet om den Hellig-
hvorimod man udelod den Forkastelse af Arianerne, hvormed den
paa Kirkeforsamlingen i Niccea opstillede Betjendelse flutter. Ogfaa denne
nye Bekjendelfe, fom egentlig burde kaldes den konstantinopolitanfte
i) Eller snarere, man antog med nogle faa uvæsentlige Forandringer en Form af den
apostoliske Bekjendelfe, hvori alle disse Tilsætninger allerede fandtes, og som dengang
blev brugt vcd Daaben paa Ven Cypern, Den nicamste Betjendelse i sin senerc,
tonstantmopolitllnfle Skikkelse var i alt Væsentligt, allerede til for Kirkeforsam-
Ungen i Konstantinopel, og det som en ssterlandst Form af den apostoliske Be
kendelse og som Daabsbehendelfe.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
