Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Flanderns Stortid i Arteveldernes Aarhundrede, af Poul Nørlund, Mag. art
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
54 FLANDERN I ARTEVELDERNES ÅRHUNDREDE
i Flanderns og dermed i hele Belgiens historie. Der
er et slægtskab, som man ikke kan overse, mellem
Flandrernes kamp mod det franske indfald i begyn-
delsen af det 14. årh. og Belgiernes spontane rejsning
mod den tyske invasion i 1914, et slægtskab i det utæm-
melige had, der bar kampen, og i den anskudte uaf-
hængighedsfølelse, der vakte hadet.
Med en enestående besluttethed gennemfører de
flanderske demokrater alle deres kampe, deres sejre
som deres nederlag. Gentagne gange, som ved Cas-
sel og ved Roosebeke, viste de moralsk kraft til at lide
et nederlag som kastede glans tilbage over de besej-
rede. Da Briiggerne ordner sig foran slaget ved Cour-
trai, stiller de sig med Lysfloden i ryggen, parat til at
tage mod riddernes stormløb; ingen vigen og ingen
flugt var mulig, havde de ikke sejret, var hver mand
bleven hugget ned eller omkommet i floden. I en or-
donnans som Philip van Artevelde i egenskab af re-
waert udstedertil gennemførelse af kampen mod Ludvig
af Maele findes en bestemmelse om, at „hvo som går
ud af en kamp uden sår, skal straffes med strængt
fængsel i 14 dage". Ved Roosebeke lænker Genterne
sig sammen for bedre at holde stand.
Som social bevægelse er den flanderske rejsning
mærkelig ved en ansvarsfølelse og politisk modenhed,
som ellers savnes i de fleste lignende rejsninger helt
op til den franske revolution, — det var mere end en
tyreflok, der i lede ryster åget af deres ryg, sprænger
rebet mellem forbenene, det var tænkende mennesker,
der forstod rækkevidden af deres handlinger.
Hvad der derimod svækkede slagkraften i de flan-
derske demokraters køllesving, var deres primitive
mangel på solidaritet. Det er en forældet lære, at in-
dividualismen skulde være et produkt af renaissancen,
og at vor moderne kultur endda for en væsentlig del
skulde bero på denne „opdagelse af personligheden".
Tværtimod, til ingen tid boltrer individualismen sig så
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
