Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - De flamske Rævedigte, af Niels Møller, cand. jur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
136 de flamske rævedigte
og det er særdeles levende og fyldigt; han kan sige
" Vl1 S1ée, nøjagtig, med fynd og nuancer, med
ordleg og underfundighed.
f ?6r iskvrp ?at!re ’ digtet; som man kunde vente
af den kirkelige forfatter, går det stærkt ud overmunke
og præster, deres verdslighed og magelighed og om-
gaen af budene; han er hvas mod de rovgriske bisper
og slet ikke ærbødig mod pavemagten. Hen i slutnin-
gen ai digtet bliver han dybt mismodig over det rflin-
pede 2. korstog: himlen skammer sig, jorden græder,
helvede griner, verden går under. - Men det verdsl
hge samfund gar heller ikke ram forbi; navnlig er
han besk mod rigmændene: gud drager kun ringe om-
sorg for de fattige, siger han etsteds, men for de rige
gør gud alt. Og da Reinardus rasende over, at hanen
er sluppet fra ham, går og bider i en gammel støvle og
forbander sine tænder („gid Satan, som ligger lænket i
misundelsens 9. helvede, må udbore jer med en sløv
skrue ) udgyder han sig i klager over, at den gamle
adel er borte og begravet; nu er kun rigdom adel.
1 i j«^e16r sta,mV?en,i digtet, men den er fordetmeste
klædt i et overdådigt løvværk af lystighed. Den ligger
ikke sameget i hændelserne, der fortælles meget mor-
somt, tit med kraftig realisme, men gærne kort. Det er
samtalerne mellem personerne, digteren vier sin kær-
lighed og kunst. En tysk litteraturhistoriker finder, at
ioriatteren her „hober de kedeligste samtaler og be-
tragtninger sammen". Det tør tjene til denne histori-
kers undskyldning, at han ikke véd hvad han siger;
han har sikkert ikke læst digtet. Det koster umage at
trænge ind i det, men man keder sig ikke, når man
kommer derind. I disse samtaler udfolder digterens
*TS*n ,særeéenhed. Den er ironisk fantastisk
og irodig. Ironien slår så viltre kolbøtter, at man tit
har ondt ved at vinde med. Som i 1. bog, hvor ulven
har iaet tag i ræven og nu på mange måder forklarer
hvilke velgærninger han viser ræven ved at æde den:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
