Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I Antwerpen, af Edvard Lehmann, Professor ved Lunds Universitet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
i antwerpen ^
drene af det fælles liv" — et åndsliv, som havde fortjent
at blive til protestantisme og som var lfærd med at
blive det, men som tilsidst dog bøjede sig ind under
kirken og stivnede i den. Denne stigen og synken kan
følges i kunsten, fra v. Eyckerne til Memling, fra Mem-
ling til Rubens. Fra JAN V. EYCKS kirkelige skikkelser
med deres endnu uforløste former taler en selvbevidst
kristelighed, endogså med en vis protest mod det ka-
tholske dogme; i Memlings yndefulde kunst er endnu
den indre del af dette liv tilstede, dog med et lille an-
strøg af katholsk sentimentalitet og ganske indrammet
i katholske former. Men hjærtelivet svinder: i QUENTIN
MASSYS dygtige kunst fornemmer man humanismens
kølige korrekthed, og hvor en kunstner er så ingeniøs
og selvstændig som PlETER BREUGHEL, har han kun en
skærende pessimisme at bringe til verden. Hvis hans
berømteste billede: „Blinde ere blindes vejledere skal
pege på nogen virkelighed, kan denne da kun være en
fortvivlet tingenes tilstand.
Flanderns politiske og religiøse skibbrud i de store
krisers tid kan sikkert nok kaldes det sorte blad i fol-
kets historie. Reformationen kom — og Flandern er
ikke med. Frihedskrigen kom, løsrivelsenfra Spanierne
— og Flandern er ikke med. De havde ikke hollæn-
dernes kraft, ikke deres klogskab og karakter; de lod
sig lokke til den gale side og blev hængende på Syd-
europa; blev ved at være spanske og østrigske arve-
lande i absolutismens tid, uforbederlige katholske, også
dengang katholicismen hørte op med at være francis-
kansk og gik over til at blive jesuitisk.
At dette blev et brud i det indre liv, som berøvede
folkekarakteren en stor del af dens oprindelighed og
alvor, er givet; og nægtes kan det ikke, at kunsten
bærer præg deraf, især når man ser hen til det sam-
tidige Hollands selvvundne og karakterfulde kunst. Ru-
bens blev aldrig en REMBRANDT, ikke fordi han var
mindre kunstner, men fordi han var mindre personlig-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
