Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ingen sorger. Hun sa det i et slags utaalmod —
som om livet ikke længer gjorde sin skyldighet
mot hende. Og hjemme — det var altid
skipperhuset for mor.
Da jeg blev voksen og selv ventet skyldige
glæder av livet, kastet tanken om mors ungdom
lang skygge. Og jeg undte hende ikke hendes
minder om baatturer og dans og nystrøkne kjoler
av et godt hjerte. For skjønt mor ikke snakket
meget om sit liv før hun traf far — som hun
aldrig snakket meget om noget — saa visste vi
allikevel fra vi var smaa, Marcus og jeg, at som
mor hadde ingen været elsket og lykkelig.
Sytten aar gammel kom hun hjem fra et besøk
hos bedstemor Arnesens slegt i Danmark.
Dernede hadde hun lært at synge og at danse figaro
og fandango. Vinteren efter danset hun og far
sammen og paa byens julebal blev de forlovet.
Far var da to og tredve aar gammel.
Han talte om denne tid det sidste aaret han
levde. Heller om den end om nogen anden.
„Hendes haar var som guld, naar hun løste
det,“ sa han — „som en manke av guld. Det
knitret, naar jeg rørte det.“
Og han glemte alt, som laa mellem — og
han nævnte mors øine og hænder og hendes
dans som en elsker —.
„Hendes legem var mykt som et barns og
spænstig som en ung rekruts — hun bøiet sig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
