Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
begravet paa loftet i Oslo med alle sine
eiendele hos sig, ligervis som de gamle høvdinger!
De er mig nærværende — de er mig levende,
virkelige — virkeligere end de virkeligste
mennesker og de har git mig det, menneskene aldrig
gav mig: følelsen av at leve.
Jeg elsket dem. Ja jeg har ikke elsket noget
levende væsen slik som dem. Hos dukkerne
mine rørte lykken mig med vingen — og ingen
smerter og ingen glæder i mit voksenliv har
været mig fremmed; for jeg hørte suset av dem
dengangen da jeg graat og lo sammen med Marcus
og Lise ... Og jeg kjendtes ved det gode og
det onde da den tiden kom — som jeg vil
kjendes ved det største av alt, om det times mig.
Mors faa kjærtegn — timerne hun læste for
os av H. C. Andersens sorte eventyrbog —
øjeblikkene hun danset med os — i leken med
dukkerne grodde det til en skog av ømhet, et veir
av kjærtegn.
Og som en samler gik jeg hjem-imellem og
bar til huse hvad jeg trængte — og utstyrte
lekens liv overdaadig.
Min bedste venindes mor hadde lært hende
fuglenes navne — jeg tok Lise med mig op i
hestehagen og nævnte sagte stær og bogfink for
hende; jeg tok Lises ben med leddene mellem
mine hænder og kysset dem — de gjorde det
med Jannas lillebror. Og da jeg første gang saa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
