Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
30
for hende, og derefter vandt jeg lidt efter lidt mig selv
tilbage.
Men jeg glemte aldrig Emilie — sidst jeg saa hende var
i Gaar — hun var 16 Aar som den Gang, jeg mødte hende
første Gang — blot var hun nu blond og blaaøjet. Den
Gang var hun brunet med brune Øjne.
Hun har været blond, brunet, sort, ja selv rødhaaret.
Hun har været buttet, slank, høj, lille, ja endogsaa fed.
Hun har været min alene, hun har været en andens,
maaske endogsaa tyve andres. Et har hun altid været —
Emilie!«
Kritias tav og snoede sit Mundskæg.
Fællerne drak, og Mesteren sagde dæmpet:
»Jeg har kendt Emilie.«
Men Bent forstod ikke Kritias rigtig, de andre saa dette
paa ham og lo, medens han rødmede.
Saa talte Gorgias. Han var af Naturen tavs, men
Mesteren bød ham tale, og han adlød.
»Jeg stod en Gang hos, da en Kvinde fødte et Barn. Jeg
hørte hendes Skrig, og hvert Skrig skar i mig som
Araberens hvidglødende Kniv. Barnet døde, eller rettere, det
havde aldrig levet. Jeg tog det lille Legeme mellem mine
Hænder, dets Træk var bløde som Smør, det var intet
menneskeligt Væsen, en Skiftning syntes jeg, og jeg
vrededes paa Legemet, der havde voldt saa megen Smerte.
Men Kvinden laa stille; saa vaagnede hun og vilde se
Barnet Vi sagde hende, at det var dødt, og hun græd.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
