Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
51
Messemos bøjer sig mod Publikum og siger:
»Nu Spectatores lev vel og klap bravt af os.«
Spillet er endt, og Rummet genlyder af Klappen og
Raab.
»Naa, Charmides?« sagde Clement Marot.
Bent stod helt tavs og tænksom.
»Dydigt var det ikke,« sagde han, — »men det var jo
ligesom man saa Paris den Dag i Dag, og det er 1750 Aar
siden, det blev skrevet i Rom.«
»Ja,« sagde Marot, — »det er Kunsten, Charmides,
evig Ungdom, evig Sandhed, netop saa dydigt som
Mennesket er og derfor skønt at se. Det gælder for to
hundrede Messer, mærk mit Ord — og det er Plautus’ bedste
Skuespil, du i Aften har set. Det vemodige er, at vi andre
prøver at skrive; — der fødes ikke énPlautusi 2000Aar I«
Og Bent stirrede paa Kong Frans og Dronningen af
Navarra, paa de skønne, der dansede. Saa tænkte han paa
Plautus og den evige Ungdom, og saa Kunsten — den
disse Mennesker elskede og som gjorde Synd til Dyd, den
de derhjemme jo slet ikke kendte eller forstod. Det var
virkelig som en Messe, Skøgen var en Nonne.— Hun saa
dejlig ud.
Og paaLatinen var det slet ikke uanstændigt!—Skade,
tænkte Bent, at saa faa i Danmark kender Plautus.
Men i Danmark holder man sig til det levende og søger
ugerne tilbage til de Døde, af hvilke dog mangt og meget
er at lære.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
