Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
114
de Neuilly — den Gang. Han var det ikke mere, han
foragtede nu ældre, usædelige Kvinder, nu da hans Hjerte
var indtaget af en ung, uskyldig Pige, der tilbad ham og
som han tilbad. Han nævnede uforbeholdent hendes
Navn, det var Husets yngste Datter Cecilie, en lige saa
skøn som dydig Ungmø med en stor Medgift i Vente.
Bent var henrykt, han fandt Cecilie yndig og var
overbevist om, at hun var ligesaa dydig, som hun var smuk.
Medens han sagde dette, var der en, der kneb ham
alvorligt i Ryggen lidt over Lænderne. —
Saa spurgte han Hr. Montdidier, om det var Aarsagen
til hans Besøg i denne noget natlige Time?
Franskmanden var lidt flov. Nej, Grunden var den, at
han frygtede for, at Bent, om han blev længere i Huset,
skulde røbe deres fælles Hemmelighed. Det var det med
Øret — han havde fortalt sin vordende Svigerfader, at
han havde mistet dette Øre i en voldsom Kamp med otte
Svende i Paris — nu vilde han nødig, nogen skulde
erfare ....
»Gudbevares,« sagde Bent, »allermindst den dydige
Cecilie.« Det søde Barn vilde straks miste sin Kærlighed
til sin Hjertensven, om hun erfarede, at han havde elsket
en anden. Det forstod Bent saa overmaade vel. Det vilde
være baade Synd og Skam — for Resten var det taabeligt
af Monsieur de Montdidier at være jaloux paa Bent. Bent
havde nemlig i det bittert kolde Norden en Gang haft et
Kærlighedsuheld, som han ikke nærmere vilde tale om,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
