Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
159
næppe tjent Guld i Paris, omend I er bleven forfremmet i
Kirken under Eders Ophold der.«
Bent bed sig i Læberne.
Ambrosius fortsatte: »Det er Lybecks Borgmester en
Ære at have hos sig paa sit Skib enÆtling af Eders stolte
Slægt. I er hans Gæst, ikke Fange. Men som I ved,
mellem Lybeck og Nederlandene er aaben Fejde, og Skibet
er Prise. Eders Gods er selvfølgelig frit, og Eders Tjener
ogsaa.«
Bent svarede kort: »Jeg troede ikke, Kong Frederik
taalte fremmede Folks Fejde paa sine Strømme.«
»KongFrederik er død,« sagdeAmbrosiusligesaakort.
»Men Rigets Raad, og min Fader?«
Ambrosius bøjede sig. »Lübeck er stærk til Søs, Junker
Bent.«
Saa trak Herrerne sig tilbage for at raadslaa. Bent stod
lænet til Døren ud til Dækket og stirrede htn over
Tovruller og Kanoner. Ved en Kanon stod en ung Pige med
lyse Fletninger og saa paa ham med et underligt,
ubestemmeligt Blik, som en Kvinde ser paa en Forbryder,
der føres forbi: halvt nysgerrig, halvt medlidende.
Bent smilede.
Saa smilede hun igen.
Det var Clara, Ambrosius’ Datter.
Tæt under de store Ruder i Kravellens Agterspejl holdt
Ambrosius Raad med Jørgen Wullenwewer.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
