Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I. Bergens Stiftsprovsti - C. Nykirken
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Nykirken.
121
har sagt, «udmærkede sig ved dyb Følelse, mandig Alvor og megen Elegantse
i Formen.» Saa meget beklageligere var det, at han senere ikke indfriede
disse Løfter, men allerede tidlig hængte sin Harpe op, tiden næsten mere at
røre dens Strænge.
Som geistlig Taler skal han have fængslet de mere Dannedes Opmærk
somhecl ved det dybe Alvor, den høie Kraft og imponerende Værdighed, hvormed
han talede; men han var neppe istand at løfte Menigmand op til sig. Senere,
da hans Helbred svækkedes, og Tidens Pinagtighed indvirkede forstyrrende ogsaa
paa hans økonomiske Velvære, efterlod dette kj endelige Spor paa hans indvortes
Menneske. Hans medfødte Pirrelighed og Bitterhed blev endnu skarpere og
mere livas, og han følte sig misfornøiet baade med sig selv og andre. Denne
hans aandelige Habitus synes ogsaa at have havt Indflydeise paa hans geistlige
Foredrag. I hans sidste Leveaar sporer man derfor i hans Prædikener en over
veiende Tørhed og Kulde, hvorved det opbyggelige Element traadte mere i Bag
grunden. Han var i 1814 virksomt Medlem af Rigsforsamlingen paa Eidsvold.
og hørte til det nationale Parti, der ivrede mod Foreningen med Sverige.
Her paadrog han sig den daværende svenske Konprinds Karl Johans Uvilje og
Fortørnelse ved den Bitterhed og Hensynsløshed, hvormed han angreb ham, da
§15 (nu 4) i Grundloven af 17. Mai toges under Behandling, om at Kongen stedse
skulde have bekjendt og bekjende sig til den evangelisk-lutherske Religion, og
ytrede Eein ved denne Leilighed, at naar en Konge ikke tog i Betænkning at
afsværge sin Religion, hvori han som Barn og Mand var opdragen, og antager
en anden, alene for derved at vinde en Krone, da maatte en saadan Adfærd
vække berettiget Tvivl om Oprigtigheden og Ærligheden af hans Sindelag, og
det kunde ikke være noget Folk ligegyldigt at se en Konge paa Thronen,. der
spottede saavel med sine Fædres som med sin antagne Tro. Da der derfor
blev Tale om at besætte den ved Johan N. Bruns dødelige Afgang ledige Bispe
stol i Bergen, hvortil det norske Statsraad havde indstillet Rein som No. 1,
fordi han ansaaes som en begavet Taler, ypperlig Digter, der med sin- Kund
skabsrigdom og Dannelse baade som Theolog og Philolog forbandt en alvorlig og
fast Karakter, hvilket alt gjorde ham fortrinlig skikket til at udfylde den ledige
Bispestol, –henstod Sagen uafgjort i længere Tid, fordi der førtes Forhand
linger med Rein, for at bevæge ham til at afgive en Erklæring, som kunde af
værge de Betænkeligheder, Karl Johan nærede om hans Loyalitet. Man fordrede
kun af ham, at han skulde afgive en Erklæring, «om hans Tænkemaade som
Statsborger og i Anledning af Foreningen var overensstemmende med den forrige
bergenske Biskops», der som bekjendt tilsidst forandrede Mening og blev unions
venlig. Men det kom ikke til nogen Enighed; Rein betragtede Biskop Bruns
Adfærd efter Foreningen som Svaghed, ja Feighed, og derfor kunde han ikke
bekvemme sig til at give Erklæringen en saadan Form, hvormed Carl Johan
blev tilfredsstillet. Han blev derfor forbigaaet og Pavels, der var nævnt som
den 2den paa Indstillingslisten, blev Biskop i Bergen. Det synes ogsaa at have
været mere end tvivlsomt, om Rein havde været skikket til Biskop, uanseet hans
allerede svækkede Helbred. Han manglede den Sindighed, Klogskab og Om
gjængelighed, der ikke uden Skade for Embedet kan undværes hos en Biskop ;
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
