Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Julenatten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
O, hvilken Rædsel sammensnører da
Kavallerernes Hjærter!
De vidste det jo, men de havde ikke forstaaet
det før. Paa Ekeby dør hvert Aar en Mand, en af
Kavallerfløjens Gæster dør, en af de glade, de
sorgløse, de evigunge dør. Nu, hvad saa — Kavallerer
maa ikke blive gamle! Naar deres rystende Hænder
ikke længer kan løfte Glasset, deres halvblinde Øjne
ikke skelne Kortene, hvad er da Livet for dem og
de for Livet? Sommerfugle maa vide at dø, mens
Solen skinner.
Men nu først forstod de Tingens rette Mening.
Ve den Kvinde! Derfor har hun altsaa givet
dem saa mangt et godt Maaltid, derfor lader hun
dem drikke hendes stærke Øl og søde Brændevin,
for at de fra Drikkesalen og Spillebordene paa
Ekeby maa styrte ned til Fortabelsens Fyrste, en om
Aaret, en for hvert flygtende Aar.
Ve den Kvinde, den Hex! Stærke, herlige
Mænd vare komne til dette Ekeby, komne for at
forgaa. Og hun bragte dem til Fordærvelse; deres
Hjerner var blevet til Svampe, deres Lunger til tør
Aske, deres Aand formørket, naar de sank ned paa
Dødssengen, færdige til den lange Rejse, uden Haab,
uden Sjæl. Ve den Kvinde! Saadan er de døde,
der var bedre Mænd end de, og saadan skal de
selv dø.
Men længe staa Kavallererne ikke lammede af
Rædslen. „Du Fordømmelsens Fyrste!“ raabe de,
„med den Hex skal du aldrig mere slutte dine
blodskrevne Kontrakter; hun skal dø. Kristian Bergh,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
