Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Auktionen paa Bjørne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Mode og dog lyksalige. „Hvilke Mennesker!“ tænkte
vi. „Mage til dem faar vi aldrig at se.“
„Tænkte den Tids Mennesker aldrig paa hvad
de gjorde?“ spurgte vi.
„Vist tænkte de, Børn!“ svarede de gamle.
„Men ikke som vi tænker!“ paastod vi. Og
saa forstod de gamle ikke hvad vi mente.
Men vi tænkte paa Selviagttagelsens underlige
Aand, som allerede havde holdt sit Indtog i vort
Hjerte. Vi tænkte paa ham med Isøjnene og de
lange krogede Fingre, han, som sidder derinde i
Sjælens mørkeste Krog og piller vort Væsen til
Trevler, som gamle Koner piller Lapper af Uld og
Silke i Stykker.
Stykke for Stykke havde de lange, haarde,
krogede Fingre pillet, til vort hele Jeg laa der
som en Bunke Pjalter, og saa var vore bedste
Følelser, vore mest umiddelbare Tanker, alt hvad vi
havde gjort og sagt, blevet undersøgt,
gennemforsket, pillet itu, og Isøjnene havde set til, og den
tandløse Mund havde haanlét og hvisket: Se, det
er Pjalter, bare Pjalter.
Der var vel ogsaa dem blandt de Tiders
Mennesker, der havde opladt sin Sjæl for Aanden med
Isøjnene. Hos en af dem sad han iagttagende ved
Handlingernes Kilde, haanleende ad ondt og godt,
forstaaende alt, fordømmende intet, undersøgende,
forskende, sønderplukkende, lammende Hjertets
Bevægelser og Tankens Kraft ved at haanlé uden
Afladelse.
Den smukke Marianne bar Selviagttagelsens Aand
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
