Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Bod
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
staa ved Søen og skylle Tøjet. Byger farer hen
over dem og gennembløder dem med sneblandet Regn.
Vaskerkonernes Kjoler bliver vaade og tunge som
Bly. Arbejdet med Banketræet er haardt. Blodet
springer frem under de fine Negle.
Men Grevinde Elisabet klager ikke. Lovet
være Guds Godhed! Hvor er der Lise for den
bodfærdige uden i Lidelsen? Svøbens skarpe Knuder
falder blødt som Rosenblade paa den bodfærdiges Ryg.
Den unge Kvinde faar snart at vide, at Gösta
Berling lever. Den gamle har blot villet narre
hende til at gaa til Bekendelse. Ja, hvad saa! Det
er Guds Vej. Det er Guds Styrelse. Saaledes
har han lokket Synderinden ind paa Forsoningens
gode Vej.
Der er kun een Ting, der ængster hende.
Hvorledes skal det gaa hendes Svigermoder, hvis Hjerte
Gud for hendes Skyld har forhærdet? O, han vil
dømme hende med Mildhed. Hun maa være ond
for at hjælpe Synderinden at genvinde Guds
Kærlighed.
Hun vidste ikke, hvor ofte en Sjæl, som har
prøvet al anden Vellyst, gaar over til at søge sin
Glæde i Grusomhed. Naar den utaalmodige,
formørkede Sjæl savner Smiger og Kærtegn og Dansens
Beruselse og Spillets Spænding, da dukker den ned
i sit mørke Dyb og henter Grusomheden op. Der
findes endnu en Kilde til Glæde for de slappede
Følelser i at pine Dyr og Mennesker.
Den gamle er sig ingen Ondskab bevidst. Hun
tror blot, at hun revser en letfærdig Hustru. Saa ligger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
