Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jernet fra Ekeby
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
i Vandet. Maaske den unge Kvinde helst ikke vilde
se ham. Han vidste det ikke; men hans Tanker
legede og lo. „Nu ved ingen, hvor hun er,“ tænkte
han, „nu kan vi tage hende med os til Ekeby. Vi
vil holde hende skjult der, vi Kavallerer, og vi skal
være gode imod hende. Hun skal være vor
Dronning, vor Herskerinde, men ingen skal vide, at hun
er der. Vi skal vogte hende saa godt, saa godt.
Maaske hun kan blive lykkelig iblandt os; alle de
gamle vil have kærlig Omsorg for hende som for
en Datter. Hun vil gøre os til Mennesker; vi
kommer til at drikke Mandelmælk og tale Fransk. Og
naar vort Aar er til Ende, hvad saa? Kommer Tid,
kommer Raad.“
Han havde aldrig vovet rigtig at klare for sig
selv, om han elskede hende. Han kunde ikke eje
hende uden Synd, og han vilde ikke drage hende
ned til noget lavt eller slet, det var alt, hvad han
vidste. Men at have hende gemt paa Ekeby og faa
Lov til at være god imod hende, nu da andre
havde været onde, og lade hende nyde alt, hvad
godt Livet ejer, ak, hvilke Drømme, hvilke salige
Drømme!
Men han vaagnede af dem, thi den unge
Grevinde var fuldstændig fortvivlet, og hendes Ord havde
Fortvivlelsens skærende Klang. Hun havde kastet
sig paa Knæ midt imellem Kavallererne og bad dem
om at komme bort.
„Gud har endnu ikke tilgivet mig,“ raabte hun.
„Lad mig gaa.“
Gösta saa, at ingen af de andre var i Stand
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
