Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fru Musica
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
kom ned fra den stjernestrøede Himmelhvælving for
at trøste mig.
Men min Længsel sønderrev det dølgende
Forhæng. Du kom svævende ned til mig paa en Bro
af Maanestraaler. Du kom i Lysglans, o min elskede,
og med smilende Læber. Glade Genier omringede
dig. De bar Kranse af Roser. De legede paa
Cithar og Fløjte. Det var Salighed at se dig.
Men du forsvandt, du forsvandt. Og der var
ingen Bro af Maanestraaler for mig, da jeg vilde
følge dig. Paa Jorden laa jeg, vingeløs, bunden til
Støvet. Min Klage var som et vildt Dyrs Brølen,
som Himlens buldrende Torden. Jeg vilde sende
Lynet som Budbringer til dig. Jeg forbandede den
grønne Jord. Gid Ild vilde fortære dens Afgrøde,
og Pest ramme Menneskene! Jeg anraabte Døden
og Afgrunden. Jeg syntes, at Kvalerne i den evige
Ild maatte være Salighed imod min Elendighed.
Sorg, Sorg, da var det, du blev min Ven!
Hvorfor skulde jeg ikke elske dig, som man elsker
disse stolte, strenge Kvinder, hvis Kærlighed er svær
at vinde men brænder stærkere end andres?“
Saadan var det, han spillede, den stakkels
Mystiker. Han sad der, straalende af Begejstring
og Bevægelse, mens de vidunderligste Toner lød for
hans Øre, sikker paa, at Gösta ogsaa maatte høre
dem og blive trøstet.
Gösta sad og saa paa ham. Først var han
vred over denne ny Komedie, men lidt efter lidt
blev han mildere. Han var uimodstaaelig, den
gamle, som han sad der og nød sin Beethoven.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
