Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Lerhelgenerne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
smykkede hans Tempel, saa godt han forstod. Men
hvorfor tog han imod Ros for det?
Han, som kom med uforsonet Strenghed paa
sin Samvittighed, han burde jo have lagt sig paa
Knæ nede ved Stodderbænken og bedt sine Brødre
og Søstre i Kirken anraabe Gud om at taale ham i
sin Helligdom. Det havde været bedre for ham at
staa der som en arm Misdæder, end at sidde oppe
i Koret og tage imod Ros, fordi han havde villet
forsone sig med Gud.
Oh, Grev Dohna, Gud havde sikkert ventet dig
ved Stodderbænken! Han kunde ikke lade sig narre
af, at Menneskene ikke turde dadle dig. Han er
endnu den nidkære Gud, som lader Stenene tale,
naar Mennesker tie.
Da Gudstjenesten var forbi og den sidste Salme
sungen, forlod ingen Kirken, men Præsten gik op
paa Prædikestolen for at holde en Taksigelsestale
til Greven. Men saa vidt fik det dog ikke Lov
at gaa.
Thi Døren blev slaaet op, og der kom de gamle
Helgener igen ind i Kirken, dryppende af Løfvens
Vand, tilsølede af grønt Dynd og brunt Mudder.
De havde sagtens hørt, at her skulde holdes Lovtale
over ham, som havde tilintetgjort dem, som havde
jaget dem ud af Guds hellige Hus og sænket dem
ned i de kolde, opløsende Bølger. De gamle
Helgener vilde have et Ord med i Laget.
De holder ikke af Bølgernes ensformige
Skvulpen. De er vante til Salmesang og Bønner. De
tav og fandt sig i alting, saa længe de troede, at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
