Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Lerhelgenerne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
af Kirken. Der var ingen, som ikke syntes, at
Kavallererne havde handlet rigtigt.
De huskede paa den glade, unge Grevinde, som
var bleven pint saa grusomt ovre paa Borg. De
tænkte paa hende, som havde været saa god imod
Fattigfolk, som havde været saa smuk at se paa, at
det havde været en Trøst for dem at betragte
hende.
Vel var det syndigt at komme til Kirken med
slige Optøjer, men baade Præsten og Menigheden
følte, at de selv havde været paa Veje til at drive
endnu værre Gæk med den Alvidende. Og de stod
skamfulde overfor de forvildede gamle Galninger.
„Naar Menneskene tie, maa Stenene tale,“
sagde de.
Men efter den Dag kunde Grev Henrik ikke
længer holde det ud paa Borg. En mørk Nat i
Begyndelsen af August kørte en lukket Karet tæt
hen til den store Trappe. Alle Tjenestefolkene
stillede sig op omkring den, og Grevinde Märta kom
ud, indhyllet i Shawler, med et tæt Slør for Ansigtet.
Greven havde hende under Armen, men hun rystede
og bævede. Det var med den største Vanskelighed,
man kunde formaa hende til at gaa igennem
Forstuen og ned ad Trappen.
Saa kom hun da ned i Vognen, Greven sprang
ind i den bagefter hende, Dørene blev smækkede i,
og Kusken lod Hestene sætte afsted i Firspring.
Da Skaderne vaagnede næste Morgen, var hun
borte.
Greven levede siden langt nede i Syden. Borg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
