Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Kirkegaarden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
skyggefulde Træer undtagen den store Lind paa en
gammel Præstemands glemte Grav. Højt og trist
omgiver Stengærdet den fattige Plet. Fattig og
trøstesløs er Kirkegaarden, styg som en Gniers
Ansigt, der er visnet ved Jammerraab fra dem, hvis Lykke
han har stjaalet. Og dog er de salige, som hviler
derinde, de som er nedsænkede i indviet Jord under
Salmesang og Bøn. Acquilon, Spilleren, han, der
døde forrige Aar paa Ekeby, ham maatte de
begrave udenfor Muren. Denne Mand, som en Gang
var saa stolt og saa ridderlig, den tapre Kriger, den
dristige Jæger, Spilleren, som holdt Lykken fangen,
han havde endt med at sætte sine Børns Arv over
Styr og alt, hvad han selv havde erhvervet, alt hvad
hans Hustru havde sparet sammen. Hustru
og Børn havde han forladt for mange Aar siden for
at føre en Kavallers Liv paa Ekeby. En Aften
forrige Sommer havde han spillet den Gaard bort,
som gav dem deres Livsophold. Da skød han sig
— hellere det end indfri sin Gæld. Men
Selvmorderens Lig blev begravet udenfor den fattige
Kirkegaards mosgroede Mur.
Efter hans Død havde der kun været tolv
Kavallerer: efter hans Død var der ikke kommet
nogen for at indtage den trettendes Plads, ingen
andre end den sorte, som Juleaften var kommen
krybende frem af Smelteoven.
Kavallererne havde fundet hans Skæbne bitrere
end hans Forgængeres. De vidste jo, at en af dem
skulde dø hvert Aar. Hvad ondt var der i det?
Kavallerer maa ikke blive gamle. Naar deres sløve
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
