Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Døden, Befrieren
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
skygger for hele den skønne Verden, men jeg ser
ud over store Have og solbeskinnede Sletter, og
tusinde Aar er som een Dag.“
Saa døde Ferdinand, henrykt af lyse Syner,
smilende Fremtidens Herlighed i Møde.
Min blege Ven, Døden Befrieren, havde aldrig
været med til noget saa skønt. Thi vel var der
dem, som græd ved Ferdinand Ugglas Dødsleje, men
den syge selv smilede til Manden med Leen, da
han satte sig paa Sengekanten, og hans Moder
lyttede til hans Dødsrallen som til en sød Musik.
Hun skælvede for, at Døden ikke skulde mægte at
fuldbyrde sit Værk, og da alt var forbi, kom der
Taarer i hendes Øjne, men det var Glædestaarer,
som faldt paa hendes Søns stivnede Ansigtstræk.
Aldrig var der blevet vist min blege Ven
saamegen Hæder som ved Ferdinand Ugglas Begravelse.
Havde han vovet at vise sig, da var han kommen
i fjersmykket Baret og guldbroderet Kappe og havde
danset foran Ligtoget op ad Kirkegaardsgangen, men
nu sad han, den gamle ensomme, sammenkrøben
paa Kirkegaardsmuren med sin gamle sorte Kappe
paa og saa Toget komme.
O, det var en underlig Ligfærd! Sol og lyse
Skyer gjorde Dagen straalende, lange Rækker af
Rugtraver smykkede Markerne, Sommeræblerne i
Provstegaardens Have skinnede gennemsigtige og klare;
og i Klokkerens Have straalede Nelliker og
Georginer.
Det var et underligt Ligtog, der gik ned ad
Lindealleen. Foran den blomstersmykkede Kiste gik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
