Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Brobypræstens Skat
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hun blev snart gode Venner med de sladrende
Kvinder og lod dem vise sig de mindste Born.
En Timestid efter kom Mændene tilbage. De
førte Gosta Berling bunden ind i Hytten og lagde
ham ned foran Ilden. Hans Klæder var forrevne
og tilsnavsede, Ansigtstrækkene udtærede og Øjnene
vilde. Han havde ogsaa faret vildt omkring i de
forløbne Dage: han havde ligget paa den vaade
Jord, havde boret Hænder og Ansigt ned i Mose
dyndet, slæbt sig hen over Klipperne, trængt sig
gennem det tætteste Krat. Nu sidst havde han
mærket, at Døden ikke er saa let at møde. Time
etter 1 ime havde han vanket om deroppe, kæm
pende med sin opflammende Livslyst. Godvilligt
var han ikke tulgt med Mændene, men de havde
maattet overmande og binde ham.
Da hans Hustru saa ham saaledes, blev hun
vred. Hun havde visselig ogsaa sin Stolthed, og
hun følte sig ydmyget ved at se sin Mand i den
Tilstand. Hun løste ikke hans bundne Lemmer,
men lod ham blive liggende paa Gulvet.
,,Hvor du ser ud," sagde hun.
„Jeg vilde heller ikke være kommen dig for
Øjne mere," svarede han.
„Er jeg da ikke din Hustru? har jeg ikke Ret
til at vente, at du kommer til mig med din Sorg?"
„Jeg ved ikke, hvad du anser dig selv for.
Jeg ved ikke, hvilke Planer du har for dit Liv.
Men jeg ved, at den største Tjeneste, jeg kan gøre
dig, er at dø."
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
