Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Flaubert alene hans Mand, og Flaubert endda kun
i Et og Andet. Han fandt Un cœur simple
udmærket, men lidt trykkende; derimod var
Legenden om St. Julian, den Gjæstfrie
Gjenstanden for hans hele Beundring; han kaldte
den et rent Mesterværk: «Det er virkelig en
gammel Kirkerude, en Perle af en Rude.»
Derimod kjedede Herodias ham, som Salambo forud
havde forekommet ham uudholdelig. Den
arkæologiske Roman var og blev ham en Afart,
han ikke kunde afvinde Smag. Det var øjensynligt
det tilsigtede Virkelighedspræg, som
ærgrede ham, siden han ikke havde noget imod
Oldtidsgjenopvækkelsen i Legendeform.
Saa dybt modtagelig som han var for den
danske Natur — ikke for den, man ser fra
Udsigtsbænke, men for hele Slettelandets
Skjønhed — saa vildfarende stod han overfor den
fremmede Natur.
Da han saa Italien første Gang, var
Resultatet i den Henseende blot Skuffelse og Lede;
Fru Fønss viser, hvor lidet Provence betog ham;
i Tyrol undslap der ham i 1873 Ansigt til
Ansigt med de skjønneste Tyroleralper det
Udraab: «Ikke det Ringeste forstaar man dog i
Grunden deraf; ikke det Mindste man kan
bruge det til! Det er rent fremmed. Man
vilde behøve Maaneder til at trænge ind deri.»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
