Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Nietzsche, som fra først af, vel især gjennem
Paavirkningen fra Schopenhauer, har været stærkt
opfyldt af den Sætning, at den store Mand er
ikke Tidens Barn men dens Stifbarn, fordrer af
den fremragende Opdrager, at han skal opdrage
den unge imod Tiden.
Det forekommer ham, at den nyere Tid
især har fremstillet tre Menneskeskikkelser efter
hinanden til Efterligning og Efterfølgelse. Først
Rousseaus Menneske, Titanen, der rejser sig,
trykket og bundet af de højere Kaster og i sin
Nød anraaber den hellige Natur. Saa Goethes
Menneske. Ikke Werther og de beslægtede
revolutionære Skikkelser, som endnu stamme
fra Rousseau, ikke den oprindelige Faustfigur,
men Faust, som han efterhaanden udvikler sig.
Han er ingen Verdensbefrier, men en
Verdensbeskuer. Han er ikke det virkende Menneske.
Nietzsche minder om Jarno’s Ord til Wilhelm
Meister: «De er ærgerlig og bitter, det er godt
nok. Naar De nu en Gang kunde blive rigtig
vred, da vilde det være endnu bedre.»
Til en Gang at blive rigtig vred for at det
kan blive bedre, er det efter den trediveaarige
Nietzsches Opfattelse at det Schopenhauerske
Menneske vil opmuntre. Dette Menneske tager
frivilligt den Lidelse paa sig at sige Sandheden.
Dets Grundtanke er den: Et lykkeligt Liv er
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
