Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Svaret maa lyde paa, at heller ikke Naturalismen
kan undgaa den Virkelighedsomdannelse,
som følger af selve Kunstens Væsen. Dens
Fortrin for den historiske Kunst kan ikke søges
paa dette Punkt, men deri, at den har rig
Lejlighed til at bruge Modeller, medens den historiske
Digter i Reglen har Valget mellem i den gamle
Dragt at fremstille en Samtidig eller en Dukke.
En Digter har træffende sammenlignet den
moderne Kunstner med Odysseus i Underverdenen.
Da Odysseus møder Skyggerne, maa han først
lade dem drikke Blod, før de kunne give ham
Svar paa Tiltale. Modellen, det er Virkelighedens
Blod, uden hvilket Fantasiskabningen
bliver livløs.
Der er én Model, som Romanforfatteren
altid har ved Haanden, det er ham selv. Derfor
begynder han næsten altid, bevidst eller ubevidst,
med Værker, i hvilke han selv har staaet Model
til Helten. Zola er ingen Undtagelse fra Regelen;
i Confession de Claude er Hovedperson, Model
og Digter ét. At Forfatterens eget Gemyt her
maa gjøre sig mægtigt gjældende i Gjengivelsen
er klart; det skildrende og det skildrede Jeg
have her altfor mange Berøringspunkter. Selve
Fremstillingen er desuden langt fra at være
lidenskabsløs, den er følsom til det Yderste:
«Brødre!» siger Claude, «mit stakkels Væsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
