Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
undrede i ham den Mand, der havde ført den tyske
Poesi fra Unatur til Sandhed. Hertil kom, at den
fornemme Lærers elegante Holdning, hans
Verdensmandstone, hans Bekjendtskab med Datidens gode
Selskab og berømte Skikkelser, blændede Heine.
Saa rørtes han dernæst af den Godhed, med
hvilken Schlegel tog sig af ham og hans første
digteriske Forsøg. Det er Schlegel, hvem Heine
skylder sin tidlige Indvielse i den metriske Kunsts
Hemmeligheder og hvad der er mere værd: Tilliden
til sine Evner og sin Fremtid.
Allerede i Heines første Prosa-Artikel, den
om Romantiken fra 1820, faar denne Taknemmelighed
et Udtryk i samme Aandedræt som hans
romantiske Troesbekjendelse fremføres. Han
protesterer her mod den Mening, at Romantik skulde
være «en Mixtur af spansk Email, skotske Taager
og italiensk Klingklang»; nej, Romantiken skal
ikke være uklar eller ubestemt, dens Billeder kunne
være tegnede med lige saa plastiske Omrids som
den klassiske Poesis. «Deraf kommer det,» skriver
han, «at vore to største Romantikere, Goethe og
A. W. Schlegel, tillige ere vore største Plastikere.»
Og han nævner Goethes «Faust» og Schlegels «Rom»
i samme Aandedræt som Mønstre paa plastiske
Konturer, udbryder endelig følsomt: «O, maatte
dog de lægge sig dette paa Hjerte, der saa gjerne
kalde sig Schlegelianere!» De, der kun kjende
Heines Forhold til Schlegel fra det smudsige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
