Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
denne ene Replik som paa et Højdemaal kan man
maale Fremskridtet fra Oehlenschlägers Tidsalder
til Ibsens.
Dog Retten var kun en foreløbig Bestemmelse
for det Noget, som Hakon har forud for Aladdin.
Det er muligt, at han endogsaa slet ikke har den
formelle Ret. «Men,» udbryder Skule, «han selv
tror det — det er det Meste af Lykken, det er
Styrkebæltet.» Man føler, hvor Ibsen har forstaaet
at vurdere den høje Tillid og usvigelige Fortrøstning,
hvormed Hakon véd med sig selv, at han er den
Rette. Det er om den sunde Selvtillid, dette den
nulevende Slægts i Længsel og Kamp efterstræbte
Ideal, og om Selv-Mistilliden, dens nagende Orm,
at det hele Drama ruller som om sin Axe. En
mesterlig Analyse af Mistillidens Uro og Kval har
Digteren givet os i Skules Monologer. Hvad er
Nureddins Grublen og Tvivlen imod denne Kamp!
Nureddin er ingen Person, ingen Sjæl, men et
Symbol. Alle Skules Kampe er Personlighedens
ensomme Brydninger med sig selv, Striden for at
vinde Troen, ikke i overnaturlig, men i naturlig
Forstand.
Det sidste noget vel nærgaaende Skudsmaal,
Ibsen fik at høre fra Norge, før han digtede
Kongs-Æmnerne, var denne Bemærkning i hans Biografi,
skrevet af en Ven i «Norsk Illustreret Nyhedsblad»,
at han med alle sine Fortrin «manglede ideel Tro
og Overbevisning». Var der Noget herom, da
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
