Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
der stjæler Aladdins Lampe. Han kjæmper, og til
sin egen Forbauselse sejrer han, men selv efter
Sejren skjælver han under Indtrykket og vover
neppe at tro paa Muligheden af det, hvis Virkelighed
han har erfaret. Saaledes staar Nureddin med
rystende Knæ, tabende Lampen af Hænde, just i
det Øjeblik, da Aanden viser sig, beredt til at
lyde ham ubetinget.
Har Skule nu ingen Tro til sig selv, saa føier
han til Gjengjæld den dybeste, brændende Trang
til at have Nogen nær sig, der tror paa ham fuldt
og ubegrænset, for selv at suge Kræfter af den
Andens Tillid. Han søger forgjæves. Da bringer
hans Ungdoms Elskede ham hans Søn, og hos denne
Søn finder han, hvad han søger, uindskrænket
Beundring for Faderen, en sønlig Hengivenhed, som
er rede til at tro Alt, som fatter Tanken, begriber
dens Storhed og indvier et Liv til at sætte den i
Værk. Men fra nu af følger Brødens Forbandelse
Skule. Hans Kampe ende alle med Nederlag, og
hans Samvittighed tynges end mere ved, at hans
Søn, henreven af Fanatisme, glemmer alle Hensyn
og begaar en Helligbrøde. Da er det, at han
tilsidst, dybt ydmyget, for Sønnen maa afføre sig den
laante Pragt og tilstaa, at den store Tanke var
Hakons. Saa dør han forsonet, i Forening med
sin Søn.
Naar vi rigtigt føle ved et Digterværk, da
beror det i Almindelighed paa, at vi stiltiende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
