Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
forvandler sig og bliver Billede paa det, der her
netop skulde være Billede paa Sagen! Hvor smertelig
en Bekjendelse i denne sidste Linje: Tror Du til
hver en Tid saa vist, at Du er Skald!
Denne Forestilling om en Aand, der vil højere
op end den evner, er varieret i Uhyret Bisp Nicolas,
hvis store Kræfter er gaaede til Grunde i lutter
afmægtig Begjæren og Higen. Uanset Varianten kan
Ibsen imidlertid efter sit Naturel ikke paa én Gang
være naaet til en Kollision som den, hvori Skule
hilder sig. En saadan Skikkelses tragiske Situation
kan ikke være dukket op for ham paa én Gang i
denne Renhed og Storhed. Han maa allerede
forhen have gjort Forsøg, have dannet sig Figurerne
og deres Stilling af Ler, før han huggede dem ud
i Marmor. Lad os se tilbage til «Hærmændene
paa Helgeland». Valgte Ibsen i Almindelighed et
Æmne af Sagnkresen for dets Vildheds og Storheds
Skyld, saa valgte han særligt dette Stof paa
Grund af den ejendommelige Karakter, som den
tragiske Konflikt i dette har. Som bekjendt er
det Sigurd, der i Gunnars Hærklæder har fældet
Bjørnen og vundet Hjørdis; men denne aner Intet,
og saa ædel og ulastelig som Gunnar er, maa han
fortie Sandheden, bære Ærens Byrde for en Bedrift,
han aldrig har udført eller mægtet at udføre, og
høre en Lovprisning for sin Daad, der i Sigurds
Nærværelse klinger ham værre end den bedskeste
Haan. Som Skule er en Plagiator af Ideen,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
