Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
er meget tydelig i Nordens poetiske Literatur.
Den begynder med Heibergs «En Sjæl efter Døden»;
men i dette Digt var den poetiske Humor endnu
meget lettere end Virkeligheden og Maalestokken
æsthetisk, ikke moralsk. Det næste Skridt er
Paludan-Müllers «Adam Homo»; her er Alvoren
langt større, Spøgens Flugt allerede meget tungere.
I Henrik Ibsens «Brand» er Spøgen rent forsvunden.
Hos Ibsen raader ene den bitre Indignation,
hvis tunge Vaaben ikke tillade nogen Fjærnkamp,
men som gaar Samtiden ind paa Livet uden Naade.
Ulykken er ikke den, at Poesien her har en
polemisk Karakter; det havde den allerede, da den
paa Oehlenschlägers Tid forfægtede sin egen Sag
mod en Spidsborgerverdens Prosa; men Ulykken
er, at Poesien nutildags kjæmper i det ensidigt
opfattede Religiøses Tjeneste, og tidt saa hensynsløst
og udelukkende, at den træder fjendtlig op
mod det hele Fantasiliv, hvis forklarede Billede
Poesien er. Højst betegnende i denne Henseende
er Brands Forbud til Agnes mod at sysselsætte
sin Fantasi med det døde Barn.
Men denne Selvmodsigelse kan Poesien ikke
rumme. Der indtræder da en Krise, i hvilken
mangt et poetisk Geni vil spredes i store, ud fra
hinanden faldende Digterevner og under hvilken
mangt et Digterværk vil opløse sig i poetiske
Elementer, som først i Fremtiden vor egen eller
den næste Slægt vil kunne magte og forme til en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
