Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Dette er, om end sententiøst — endog rimet
— endnu smukt; men Digteren røber dog altfor
tydeligt, hvad han vil, vi skulle lære af dette
Møde, naar han senere lader Ingebjørg forlade
Scenen med disse Ord, som hun siger for sig selv:
At elske, ofre Alt og glemmes, det er Kvindens Saga.
Der findes imidlertid lykkeligvis paa Ibsens
Digter-Omraade fredlyste Steder, hvorhen Reflexionen
ikke naar; det lykkes ham undertiden at
gribe det Menneskelige i saa levende Skikkelser,
at han tilfredsstiller enhver, selv den yderste,
Fordring til Virkelighed og ejendommeligt Liv. Det
er især hans Kvindefigurer, som er vellykkede;
det synes næsten som om Kvindekarakteren, fordi
den staar i nøjere Pagt end Mandens Væsen med
den moderlige, hemmelighedsfulde Naturgrund, gjør
stærkere Modstand mod at lade sig opløse af hans
Reflexion. Dernæst skildrer han Pietetsforholdet
fortrinligt, maaske atter fordi dette som saa
umiddelbart naturligt staar for hans Tanke som et Noli
me tangere, hvilket han kun én Gang i Brands
Forhold til Moderen har brudt. Smukt har han
tegnet det med faa Træk i «Fru Inger til Østerraad»
i Niels Steensøns ungdommelige Skikkelse.
Ligeoverfor en Moder som den, der gives det unge
Menneske, føler han sig med Et ringe og uvidende;
Viljen til at blive hende værdig gjør ham i
Øjeblikke fra Dreng til Mand. Med megen Følelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
