Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
den ene Vægtskaal, og det, man kalder Samfundet
— for Ibsen nærmest Indbegrebet af dem, hvem
Sandheden skræmmer, og som ville overplastre
Skaderne med Talemaader — paa den anden
Vægtskaal, der gav mindst Ligevægt. Han plejer
blandt mange snurrige Paradoxer at paastaa, at
der til enhver Tid kun gives en vis Sum af
Intelligens, der kommer til Fordeling: blive nogle
Enkelte, som f. Ex. Goethe og Schiller paa deres
Tid i Tyskland, meget rigeligt udrustede, saa blive
deres Samtidige des dummere. Han er, skulde
jeg tro, tilbøjelig til den Mening, at han har faaet
sine Evner paa et Tidspunkt, da der var meget
Faa om at dele Summen.
Ibsen føler sig derfor ikke som Barn af et
Folk, som Del af et Hele, som Fører for en Gruppe,
som Medlem af et Samfund; han føler sig
udelukkende som genialt Individ, og det Eneste, han
egenlig tror paa og respekterer, er Personligheden.
Der er i denne Løsrevethed fra Natursammenhængen,
i denne Hævden af Jeget som Aand,
Noget, der levende minder om den Tidsalder i
nordisk Historie, i hvilken han modtog sin
Dannelse. Fremfor alle Indflydelser er Kierkegaards
paafaldende. Men hos Ibsen har Isolertheden et
fuldstændig forskjelligt Præg. Af ikke ganske ringe
Betydning for dens Udformning har rimeligvis
Bjørnsons ganske modsat anlagte Væsen været. Det
har altid Indflydelse paa en Personlighed at være
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
