Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
indtil Versemaalet om en ham saa fremmed Aand
som Henrik Hertz (særlig dennes Drama «Svend
Dyrings Hus»), hvorledes han i «Hærmændene
paa Helgeland» i stor Maalestok benytter
virkningsfulde Træk af islandske Sagaer, før han vover helt
at fortrøste sig til sit eget Fond og sin udpræget
personlige Form. [1] Ibsen har langt snarere fra
først af været en af de Naturer, der træde ud i
Livet med megen Respekt, redebonne til at
anerkjende Overlegenheden hos Andre, indtil Modgang
giver dem Bevidstheden om egen Kraft. Men fra
det Øjeblik af ere slige Naturer i Reglen langt
haardere Halse end de oprindeligt selvtilfredse.
De vænne sig til at veje de Andre, de tidligere
Anerkjendte, med Blikket som paa en usynlig
Vægtstang, finde dem for lette og kaste dem
til Side.
Ibsen finder Gjennemsnitsmenneskene smaa,
egoistiske, usle. Hans Synsmaade er ikke
Iagttagerens rent naturvidenskabelige, men Moralistens,
og i sin Egenskab af Moralist dvæler han langt
mere ved Menneskenes Slethed end ved deres
Blindhed og Uforstand. For Flaubert er Menneskeheden
slet, fordi den er dum; for Ibsen er den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
