Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Omstændighed, at Optimismen prædikes paa alle Gader,
Aarsagen til at det sociale Spørgsmaal truer med at
blive en Verdensbrand. Hvad det gjælder om, er
efter hans Opfattelse det at lære Masserne, at de
Intet have at haabe af Fremtiden; kun den
pessimistiske Erkjendelse af Allidelsen kan opklare
dem det Meningsløse i deres Stræben. Denne
Betragtningsmaade findes aldrig hos Ibsen. Hvor
han berører det sociale Spørgsmaal som i
«Samfundets Støtter» og andensteds, der er Skaden
altid af moralsk Natur. Skaden beror paa en
Skyld. Der er hele Samfundslag, som er raadne,
hele Rækker af Samfundsstøtter, som er trøskede
og hule. Den indeklemte Luft i det lille Samfund
er slet, i de store er der Plads for «store
Gjærninger». Et Pust udefra, det vil sige et Pust af
Sandhedens og Frihedens Aand, kan rense Luften.
Naar Ibsen altsaa finder Verden slet, saa føler
han ingen Medlidenhed med Menneskene, men
Harme over dem. Hans Pessimisme er ikke af
metafysisk men af moralsk Natur, grunder i
Overbevisning om en Mulighed af Idealernes
Virkeliggjørelse; den er med ét Ord Indignationspessimisme
(Seen sort af Harme). Og hans Mangel paa
Medfølelse med mange Lidelser er betinget af hans
Overbevisning om Lidelsens opdragende Magt.
Disse smaa elendige Mennesker kunne kun ved
Lidelser blive store. Disse smaa elendige Samfund
kunne kun gjennem Kampe, Nederlag, Tugtelser
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
