Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Heilbronn» mere, end hans «Gildet paa Solhaug»
skylder Hertz’s Skuespil. Men tilbage bliver for «Gildet
paa Solhaug»s som for «Olaf Liljekrans»s Vedkommende
i Dialogens versificerede Partier en Brug
af Kjæmpevisens Tone og Stil, hvorpaa Hertz
havde givet et genialt Exempel. Der forekommer
mig paa ingen Maade at ligge nogen Forringelse
af Ibsens Betydning i denne Hævden af Hertz
som det oprindelige Forbillede. Af En eller Anden
maa jo selv den Største have lært.
«Olaf Liljekrans» har en Hovedinteresse ved det
Vidnesbyrd, Skuespillet afgiver om Styrken af Ibsens
Begejstring for Kjæmpevisens Aand og Tone, paa
samme Tid som Stykket paa enkelte Punkter røber
Digterens instinktive Skepsis overfor den
Romantikens Verden, hvori han endnu er fasttryllet af
Traditionen. Han har her sammensmeltet forskjellige
romantiske Elementer, først Kjæmpevisen om
Hr. Oluf, hvem Elverpigen lokker til sig, netop
som han er reden ud paa Brudefærd, som bekjendt
en af de mest almenyndede middelalderlige
Viser, den, der bl. A. ligger til Grund for
Heibergs «Elverhøj» og for Gade’s «Elverskud», dernæst
Fortællingen om den unge Pige, «Rypen i Justedal»
(saaledes lød «Olaf Liljekrans»s oprindelige Titel),
der paa den sorte Døds Tid alene blev i Live i
Dalen og levede der ensom og sky som en Rype,
indtil hun blev funden, opdraget og lykkelig gift.
Sprogtonen i denne Digtning er som i de
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
