Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
139
Usandsynlighed har Digteren skyet for at lade de
Optrædende handle iblinde; saaledes véd Eline
Gyldenløve tilfulde Besked med sin afdøde Søsters
Skjæbne og aner dog ikke Navnet paa den Mand,
der har lagt hende i Graven, forbliver til det
Sidste uvidende om, at denne Mand er Nils Lykke,
hvem hun elsker. Der drives i hele Stykket et
gjennemført Hemmelighedskræmmeri, som alene
gjør Misforstaaelserne mulige, og her for første
Gang røber Ibsen sig som den geniale Mystifikator,
han som Dramaturg er vedbleven at være. Man
føler bag denne altfor sindrige Kunst, med hvilken
Handlingens Traad slynges, den allerede erfarne
Theatermand, Scene-Instruktøren, Regissøren, der
gjennem Studiet af talrige fremmede, især franske,
Skuespil og gjennem daglig Erfaring har opnaaet
det sikre Kjendskab til hvad der paa Scenen
virker.
Strax i Stykkets Begyndelse véd f. Ex. Olaf
Skaktavl, at han skal træffe en Mand paa Østraat,
men ikke hvem denne Mand er. Nils Lykke, som
haaber der at træffe Grev Sture og som hører, at
en Fremmed alt er ankommen, kommer da
følgerigtigt til at antage Skaktavl for at være Sture,
medens paa sin Side Skaktavl, der skal træffe Niels
Stenssøn, nødvendigvis maa antage,- at Nils Lykke
er denne. Skjønt den danske Ridder nu altsaa
er uvidende om, hvem det er, han i Skaktavl har
for sig, giver han det med megen Snedighed Skin
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
