Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
146
Frembringelsen af Gregers Werle, den overalt
overflødige og forstyrrende Fyr, som præsenterer den
ideale Fordring i alle Husmandsboliger, fordi han
først ved Stykkets Slutning lærer den Visdom, at
tager man Løgnen fra et Gjennemsnitsmenneske,
saa tager man samtidig Lykken fra ham, en
Visdom, han faar meddelt af den cynisk - godmodige
Relling, en anden humoristisk Inkarnation af
Ibsen selv.
Hvor højt «Vildanden» staar, hvilket Fremskridt
Stykket betegner i Ibsens Produktion, fornemmer
man bedst, naar man sammenligner det med
«Samfundets Støtter». I hint ældre Skuespil den
melodramatiske Slutning, Hovedpersonens Omvendelse,
Redningen af Skibet, ja endog af den bortløbne
Søn, hvad altsammen skal glatte Sletheden og
Rædslerne ud; her Livets skjønne og bitre Alvor,
Kunstens fulde Strenghed og Mildhed paa én Gang.
Hvem véd, om der ikke endnu i «Rosmersholm»,
som følger, findes en skjult og maskeret Erindring
om hint Vendepunkt i Ibsens litterære Liv,
Stormangrebet paa «Gjengangere» ? Rosmer begynder der,
hvor Dr. Stockmann endte. Han vil fra
Begyndelsen af, hvad Doktoren først i «Folkefjenden»s
Slutning vilde, gjøre stolte, frie Adelsmennesker af sine
Landsmænd. Man anser ham i Stykkets Begyndelse
for afgjort konservativ — som man i Norge efter
«De Unges Forbund» mange Aar igjennem ansaa
Ibsen derfor — og saalænge denne Opfattelse er
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
