Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
148
Ytringsfrihed udenfor en vilkaarligt fastsat Grænse»
og han havde i denne Tale ligefrem sagt: «Her
er altsaa endnu meget at gjøre, før vi kan siges
at have naaet frem til virkelig Frihed. Men jeg
frygter for, at vort nuværende Demokrati ikke vil
magte at løse de Opgaver. Der maa komme et
adeligt Element ind i vort Statsliv, i vor
Repræsentation og i vor Presse. Jeg tænker naturligvis
ikke paa Fødselens Adel og heller ikke paa
Pengenes, ikke paa Kundskabens Adel og ikke engang
paa Evnernes eller Begavelsens. Men jeg tænker
paa Karakterens Adel, paa Viljens og paa Sindets
Adel.»
Man sporer i «Rosmersholm» saavel Digterens
nys indvundne, friske og overlegne Syn paa
Partiforholdene i Norge, som dette Savn af et adeligt
Element i hans Fædrelands politiske Kaar. Over
de to ypperlige Skikkelser Kroll og Mortensgaard,
der personificere den indædt fanatiske Reaktion
og det plebejiske Folkeparti, hæver sig Rosmers
fine, noget blege Fysiognomi, den fornemme, men
impotente Karakter, hvem alle de Egenskaber fattes,
som i Forening udgjør Føreren; til Gjengjæld sidder
han inde med den stille Adel, som var Ibsens Attraa.
Ulykken er, at Rosmer kun formaar at meddele
denne Adel til den Kvinde, der elsker ham, ikke
til Masserne, der havde den saa haardt behov.
Denne Kvinde, Rebekka, er Dramaets
Hovedfigur og en af Ibsens største, beundringsværdigste
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
