Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
163
kunde overkomme at udføre, og gjorde under et
faderligt Venskabs Maske Freunds Samliv med ham
til en Lidelseshistorie.
Dog Thorvaldsen var langt mindre skyldig
end Solness. Thi han tog med den Størres og
Stærkeres Ret, saaledes som den unge Kvinde, der
beundrer Solness, jo heller ikke tvivler paa at han
tager. Solness’s Forhold til den unge Arkitekt
dikteres derimod uværdigt af Forvisningen om, at
Ragnar sidder inde med stærkere Kræfter end han.
Der er i Solness noget paa én Gang Vildt og
Lumsk, som Frembringelsesdriften i ham har gjort
utæmmeligt.
I stærk Modsætning til (men dog i
Sammenhæng med) denne hans Naturs Brutalitet staar hans
til det Sygelige, ja efterhaanden til det rent ud Syge
udviklede moralske Selvkritik, en Skrupuløsitet, der
tilregner sig egenkjærlige Ønsker og ubestemte
Forhaabninger som Skyld. Han er samtidigt lutter
Hensynsløshed under Kampen for at hævde sin
Kunstnerplads og lutter Selvplageri i sine
Bekymringer over de Ofre, hans Udvikling har krævet,
særligt i sin Sorg over den Uret, han ufrivilligt
har gjort sin Kone.
I Verdens Øjne er han lykkelig, forsaavidt
han har havt et sjældent Held med sig paa Vejen
til sit Ry; men hans evindelige Samvittighedsnag
dvæler ved, hvad dette Held har kostet og hvor
dyrt det hver Dag betales. At han fra først af
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
