Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
166
da er gaaede hen, har hun levet i Mindet; det
drager hende til ham, hun vil kræve det
Kongerige af ham, som han paa Rejsegildets Dag lovede
hende om ti Aar, og hun træder ind af Døren til
ham, der sidder og frygter en fjendtlig sindet
Ungdom — som den Ungdom, der er gaaet op i Troen
paa ham og er lutter Begejstring for ham. Hun
synes forsaavidt i Slægt med sin Stedmoder Ellide,
som ogsaa denne i ti Aar venter paa den
fremmede Mand. Og hun ligner den fremmede Mand
deri, at hun ikke skjænker Solness’s Giftermaal en
Tanke. Vi kjendte hende i «Fruen fra Havet»
som den, der var født med Trangen til de stærke
Sindsbevægelser, til det Spændende, det som bringer
En til at føie, at man lever; her lære vi hende
at kjende som den, der ikke vil lade sig sin Tro
paa den store Bygmester berøve, vil se ham paa
hans Væsens Højde, ene, frigjort, for anden Gang.
Og dette symboliseres i Stykket ved, at hun paany
vil se ham sætte Kransen paa et Taarnspir.
Han er i Mellemtiden bleven svimmel,
svimmel som selve hans Samvittighed. Men ved hendes
Komme skal og maa denne Svimmelhed vige.
Hun taaler ikke, det med Rette skal kunne siges,
at hendes Bygmester «ikke tør — ikke kan stige
saa højt som han selv bygger».
Denne Replik er Stykkets centrale. For ret
at forstaa den, indsætte man et Øjeblik andre
Værdier, denne for Exempel: Det skal ikke med
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
