Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
«Slaven »
43
Gud ved, hvad det er for en
Stjerne den store, som blinker
saa stærkt. — Der er Mælke*
veien.
Jeg sover ind, men sundt
og roligt.
Og jeg vaagner nogle Ti*
mer efter.
Der er noget saart, jeg næ*
sten har glemt. Saa ved jeg,
hvad det er. Jeg begyndte at
tænke nærmere over det. —
Det var jo ikke min Skyld, —
jeg havde bygget op, og saa
var der kommet et raat Men*
neske og havde slaat mig næ*
sten ihjel, ja det som værre
var, mit Værk, mit Kunstværk.
Hun havde været skjøn, Saga,
før hun døde. — Men jeg le*
vede — og min Kunst da. Ja,
paa den vilde jeg tage fat igjen
og arbeide, det er det bedste
i Verden, det lykkeligste. Paa
«Saga» igjen. Nei, det kunde
jeg ikke. Jeg tænkte paa Seide*
lins Brev. Naturligvis maatte
jeg svare, som jeg gjorde,
kunde ikke staa der som en
Stymper i mine egne Øine og bedrage Seidelin, denne noble, tillidsfulde
Mand, som havde troet mig. Men jeg kunde endnu forsøge, om jeg ikke
alligevel kunde gjøre mig værdig til det, han vistnok havde ventet sig af
mig. — Et Uheld — nei en Ulykke havde truffet min Figur. Naa ja, saa
Ved Lethe (Glemselens Flod)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
